Bøn med patienter

Skrevet af Grete Schärfe, den 1. januar 2011

For nogle mennesker er bøn en uundværlig del af dagligdagen. For andre ville det at bede være fremmed eller utænkeligt. Sygdom, lidelse, smerte, sorg, aldring og modgang kan vende op og ned på dette. Den stærkt troende kan begynde at tvivle, og ateisten eller tvivleren kan begynde at overveje, om der (alligevel) findes en højere magt, som det kunne hjælpe at anråbe eller skælde ud.

På samme måde er vi som plejepersonale forskellige. For nogle er bøn naturligt. For andre vil det være aldeles grænseoverskridende at bede højt. Nogle beder i deres stille sind for sig selv, men har aldrig gjort det for - eller sammen med - andre.

Min erfaring med bøn med patienter gennem mange år er, at jeg aldrig på forhånd kan vide, om en patient i en given situation vil ønske, at et andet menneske vil bede sammen med det eller ej. En anden erfaring er, at det er enklere at bede sammen med en patient, end mange forestiller sig.

I det følgende vil jeg vil jeg opstille nogle enkle retningslinjer for bøn med patienter.

Spørg i stedet for at gætte
Den letteste måde på at finde ud af, om patienten måtte ønske bøn, er ved at spørge. Mange patienter vil være glade for tilbuddet, selv om de takker nej til det. Så vær ikke bange for at spørge. Og hvis patienten siger ja, så vær sikker på, at I taler om det samme. Ønsker patienten, at du "tager ham med i din aftenbøn", når du kommer hjem, eller vil han gerne, at I beder sammen her og nu? Ønsker han, at du skal bede for ham, eller ønsker han (også) at bede? Ønsker han, at du/I beder i stilhed eller højt?

Kend dine grænser
Hvor langt kan du gå - og stadig have dit hjerte med? Hvis du føler, at du ikke kan opfylde patientens ønske om bøn, må du tilbyde at kontakte en anden, der kan, f.eks. en kollega eller præst.

Faste bønner
Hvis det at bede sammen med et andet menneske er fremmed for dig, vil du måske føle dig bedst tilpas ved at tilbyde at bede en såkaldt fast bøn dvs. en bøn, som er formuleret af andre.

Den bedst kendte er Fader Vor. Er du usikker på, om du kan huske den udenad, finder du den nemt på den sidste side i Den Danske Salmebog (2003).
I salmebogen er der også et afsnit med nedskrevne bønner side 882-948. Her findes bønner til forskellige situationer, f.eks. "Bange for smerten og døden", "Søvnløs", "Gammel og ensom", "Ved et dødsleje" og "Før operationen". Den sidstnævnte lyder således:

"Herre, jeg er syg, og jeg er bange.
Bange for operationen, jeg skal gennemgå,
bange for ikke at vågne op igen.
Herre, hjælp mig i min angst.
Jeg vil så gerne leve.
Lad mig finde tryghed i, at jeg er dit barn,
hvad enten jeg lever eller dør,
og at din omsorg når mig og mine,
hvad der end sker."

En anden mulighed er bønner fra Ruth Østergaard Poulsens lille bog, "Fra det dybe råber jeg." (Alfa 2009). Forfatteren er sygehuspræst. Bønnerne er virkelighedsnære og rummer vrede, resignation, tvivl og angst. Her er et par smagsprøver:

"Gud! Her gik jeg og troede,
at du var en, jeg kunne henvende mig til og så få hjælp.
Jeg troede, at du sørgede for,
at der var en vis orden og retfærdighed i tingene.
Nu ser det ud, som om ingen af delene er tilfældet."

"Gud, jeg har længe gerne villet bede til dig,
men jeg har ikke turdet.
For jeg tror, du tænker:
"Nu har hun ikke henvendt sig til mig i mange år,
hvorfor kommer hun så pludselig nu?
Men nu kommer jeg altså!
Kære Gud, tag imod mig."

Det er en fordel, hvis du skimmer bønnen, inden du læser den op, for at danne dig et indtryk af dens relevans i den pågældende situation. Et alternativ til at læse en bøn for patienten er at tilbyde ham selv at læse den.

Frie bønner
En fri bøn er en bøn, du selv formulerer. Den kan være passende, når det drejer sig om et konkret problem, behov eller ønske, patienten har givet udtryk for. Og det behøver ikke være kompliceret. Bøn er ganske enkelt "samtale med Gud" eller "at sætte ord på det, der fylder dig, overfor Gud". Det, der fylder dig efter at have lyttet til en patient, kan f.eks. være vrede, tvivl, bekymring, en følelse af, at tingene er uretfærdige, et brændende ønske om at patienten får hjælp eller taknemlighed over noget, som er gået godt. Så kort sagt vil en fri bøn sige, at du henvender dig til Gud ved f.eks. at sige, "Gud", "Jesus" eller "Far i Himlen" og derefter udtaler det, der fylder dig. Eller det behov, du på forhånd har aftalt med patienten, at du skal bede om.

Frie bønner forudsætter ikke et særligt sprog. Udtryk dig naturligt med dine egne ord, som hvis du talte til en person, der sad overfor dig.
Vær ægte. Hvis du føler dig usikker med hensyn til, hvordan du skal bede, så vær ikke bange for ganske kort at sige: "Gud, jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal bede.". Vent lidt, fokusér på patientens ønske. Udtryk de næste tanker, du får - og du er i gang!
Hold dig til sagen, og lad det ikke blive for langt (nogle få minutter). Tænk på, at patienten har begrænset overskud. Bed ikke for emner, som er patienten uvedkommende i øjeblikket. Det vil være overgreb.
Giv evt. plads til, at patienten også kan bede en bøn eller supplere med sine egne tanker.
Rund evt. af med Fader Vor, hvis patienten ønsker dette.
Giv bagefter patienten mulighed for at give udtryk for, hvordan han har oplevet situationen. Derved brænder han ikke inde med noget - og du lærer af det!

Søg vejledning
Der er stor forskel på, hvor stor åbenhed, der er for denne del af sygeplejen i vort fag. Men det kan være forsøget værd at drøfte emnet med kolleger, i skolen eller til vejledning. Du kan også bruge præsten som ressourceperson og udveksle erfaringer med kolleger via aandeligomsorg.dk.

Spring ud i det
Men du lærer ikke at bede med patienter alene ved at snakke om det eller læse om det. Det handler i høj grad om "learning by doing". Jo flere gange, du vover det, desto mindre skræmmende bliver det. Personligt oplever jeg hver gang, at det er en stor gave og rigdom at få lov til. Jeg håber, du vil gøre den samme erfaring. God vind!