Karen har levet med sin kræftsygdom i flere år, men i november 2012 brød sygdommen ud igen. Karen fravalgte kemobehandling og havde det godt indtil begyndelsen af januar 2013.

Det palliative team kom i hjemmet flere gange i døgnet og passede Karen, der efterhånden kun var en skygge af sig selv.

Da Karen nærmede sig døden, var Karens voksne datter og Karens søster hos hende. Søndag morgen sad datteren og søsteren og sang morgensalmer lige så stille. De hørte en lyd fra Karen, og søsteren, der er sygeplejerske, tolkede det først som et udtryk for, at Karen havde smerter. Men de lyttede og opdagede, at der var en bestemt tone, og at det var "Se nu stiger solen". De sang salmen - og Karen fortsatte med "Ingen er så tryg i fare", "Hil dig frelser og forsoner", "Du som har tændt millioner af stjerner," "Dejlig er jorden" m.fl.. Jo mere de sang, desto kraftigere sang Karen med. Sådan sang de en lille times tid, indtil Karen sank sammen og udåndede. På en eller anden måde fik Karen kræfter til at synge - og stærkt har det været at synge linjerne i "Dejlig er jorden" - vi går til paradis med sang.

Nu var Karen så heldig at hendes søster nåede at opdage, at Karen ikke våndede sig i smerte, men prøvede at synge, og derfor blev Karen ikke sløvet med medicin.?For nogle år siden oplevede jeg en lignende situation med min faster *. Hun fik ikke lov at få den åndelige omsorg, hun havde brug for, idet personalet med det samme kom farende med medicin mod uro og smerter, fordi de tolkede, at hun var urolig. Men i virkeligheden var hun ved at forberede sig åndeligt på det kommende.

Karens søstre fortæller, hvilken trøst det er for dem i dag, at Karen fik lov at synge sig ind i døden.

Er sundhedspersonale undervist i opmærksomhed på, at mennesker i denne fase ikke nødvendigvis klager sig eller er urolige, og at vi som personale kan komme til at fratage mennesker muligheden for at være nærværende til stede på vej ind i døden??Hvis Karen havde været på hospitalet, ville hendes død være blevet meget anderledes - medmindre der var personale, der kunne genkende melodien på "Se nu stiger solen" og ikke tolke Karens lyde som at hun våndede sig. Kender vi fortællinger fra de allersidste minutter af et menneskes liv, der beretter om, at smertestillende og beroligende medicin ikke nødvendigvis er det rette?

* Dette har forfatteren beskrevet i sin bog, "Tak for alt godt Jensen"

Kommentarer