Ritualer i dødens nærhed
Skrevet af Rita Nielsen, klinisk sygeplejespecialist på Diakonissestiftelsens Hospice, den 10. februar 2012
Et lys tændes, et vindue åbnes, en rose lægges på kisten, et Fadervor bedes og et afskedsritual gennemføres med champagne og salmesang.
Ovenstående er eksempler på ritualer omkring døden og døende mennesker. Ritualerne er med til at udtrykke følelser og give en vanskelig livssituation form og ramme. I grænsesituationer er der brug for at vide, hvordan "man" gør, så uro og kaos ikke overmander en. Ritualerne er med til at dæmpe angsten, give mening og øge oplevelsen af fællesskabet midt i en ellers ensom situation.
I dette kapitel vil vi se nærmere på ritualer i forbindelse med dødsfald, både før og efter dødens indtræden.
Hvad er et ritual?
Ritualer kan ses som handlingssider af et trossystem eller en forestillingsverden. Traditioner og vaner er tæt forbundne med ritualer, f.eks. er der et plejehjem, hvor der er tradition for at gå bag ved kisten, når den bæres ud til rustvognen og på et andet plejehjem er det blevet en vane at give hånden til de pårørende, når der er en, der er død. På en sygehusafdeling dækker de et rullebord, med en lille broderet hvid dug og en glaslysestage med et fyrfadslys. Lyset bliver tændt om morgenen og får lov at brænde ud, for at afrunde og markere et dødsfald.
Tradition og ritual
De fleste danskere kender
den kristne tradition og de ritualer, som er knyttet dertil. Alligevel må det siges, at mange ritualer er gledet ud af folks bevidsthed, fordi kirke og kristendom for mange er gledet i baggrunden. Men når vi rammes af sygdom og død, har de fleste af os brug for ritualer.
Naturligvis tages der på et plejecenter, i patientens hjem eller på sygehus hensyn til patienter og pårørende med en anden tradition eller religion end den almindelige danske folkekirke. Hver religion og kirkesamfund har sine ritualer, og her er det personalets pligt at støtte efter bedste evne. Katolikken, der ønsker den sidste olie, hvor den syge salves med olie, mens der læses fra Bibelen. Jøden, der ønsker at dø til tonerne af den hebræiske hymne. Muslimen, der skal have bedt sine bønner af en troende muslim, eller buddhisten, der ønsker røgelsespindene tændt.
Det er her vigtigt at kende den døendes og de pårørendes ønsker og i god tid forberede, hvad der skal ske. Mange etniske minoriteter har deres egne traditioner og ritualer, men ofte er de sammenblandet med danske traditioner. Man kan ikke sige, at alle muslimer vil have en troende muslim til at læse op af koranen, men nogle ønsker det, ligesom alle kristne heller ikke ønsker at få bedt et Fadervor, men nogle gør. Så skab tryghed, spørg, vær åben for alle spørgsmål
og ønsker om ritualer og skriv ønskerne ned i god tid.
Ritualer formidler traditioner, og det er vigtigt, at man får mulighed for at udføre de handlinger, som man er vant til, eller som der er tradition for i pågældende familie. Er man f.eks. vant til at holde en andagt med bøn, bibelord og salmesang, før man skal sove, men nu er for svag til selv at kunne gøre det, må personalet selv eller sørge for at få en anden til at læse fra Bibelen, synge en salme og bede en bøn, hvis pågældende ønsker det. Men for andre kan det opleves som et overgreb, hvis der bliver foreslået at bede et Fadervor.
Overgangsritualer
Overgangen fra levende til død kan for mange virke skræmmende. Det kan fremkalde stor angst og skabe mange spørgsmål hos den døende, begrundet i bl.a. uvisheden om
tiden før døden - hvilke lidelser skal jeg gennemgå? S
elve dødsprocessen - gør det ondt at dø? Og
tiden efter døden - bliver jeg til intet eller er der et liv efter døden?
Ligeledes opstår der mange spørgsmål for de pårørende omkring de samme faser: Tiden før dødens indtræden:
Hvordan skal jeg få kræfter til at klare det? Selve dødsprocessen:
Hvornår sker det? Hvordan sker det? Hvad kan jeg gøre? Og tiden efter døden
: Hvordan skal jeg kunne klare tabet/sorgen? Hvordan skal jeg kunne leve uden ham/hende? Spørgsmålene fremkalder ofte sorg, bekymring og usikkerhed.
Før døden:
I tiden før døden kan ritualer eller symboler være med til at lindre angsten og give nye kræfter. Bøn/meditation, musik og lystænding er de mest almindelige elementer. Når en familie sidder på en døendes stue og er fyldt af angst og uro, kan det skabe ro at tænde nogle fyrfadslys på stuen, høre stille musik eller nynne en stille melodi. Det kan også være med til at understrege den ro, som måske er på stuen i forvejen. At kærtegne den døende er også en form for ritual, som kan hjælpe både den døende og de pårørende. Følesansen er der til det sidste, og de pårørende oplever at kunne gøre noget. I kærtegn udtrykkes kærligheden på en konkret måde.
Det er vigtigt for både den døende og familien at få sagt farvel. Nogle gange er det personalet, der skal hjælpe til med at få det gjort.
Farvel, tak og tilgiv er vigtige ord at få sagt. En forsoningsproces kan være vigtig for den døende, hvor man forsoner sig med sit liv og sin død. At fortælle livshistorie, se på gamle fotos kan være en hjælp til denne forsoningsproces. Den kristne har måske brug for besøg af en præst, muslimen af en imam, jøden af en rabbiner. Andre kan have brug for at få
bedt en bøn eller at modtage velsignelsen eller nadveren.
Dødsprocessen:
Her er det almindeligt, at den nærmeste familie er samlet og sidder og holder hånd eller måske stryger den døende blidt på kinden. Både Jonna, Siv og Jens fortæller i denne bog om hvor stor betydning det har haft for dem at være der. Levende lys på stuen, og nogle gange familiens stille sange kan forekomme naturligt for mange, mens andre ikke ønsker det. Pårørende fortæller måske bagefter, at de bad en stille bøn inden i sig selv, og engang imellem sker det, at der bedes højt. Selve dødsøjeblikket virker som regel meget intenst og nærmest helligt på de tilstedeværende, så der er ikke brug for ord, kun stilhed og en "væren sammen" i de intense minutter. Bagefter fortæller de pårørende måske om oplevelsen af selve dødsøjeblikket: "D
et var som en fødsel, da hun gav slip. " "Der var en fred og en intensitet i selve dødsøjeblikket" eller
"Jeg oplevede det som smukt og fredfyldt".
Efter døden:
Sorg og savn må hvert menneske bære, faderen har sin, børn og børnebørnene deres, og af og til kan det være svært at forstå den andens sorg. Men ritualet forener og udtrykker, at man står sammen i en fælles sorg og savn. En sorg strækker sig over lang tid. Derfor kan det være godt, at ritualerne også gør det. En del sogne inviterer til Alle Helgens gudstjeneste, hvor man mindes de døde.
Nogle går på kirkegården regelmæssigt med en blomst eller som Ole gør det - kører ud til kirkegården og står og taler stille med Brita ved hendes gravsten. En del familier mødes på årsdagen for dødsdagen eller på afdødes fødselsdag. Alt sammen er det med til at understrege, at vi fortsat hører sammen, selv om man nu er adskilt i hver sin verden. Det kan også være med til at minimere ensomheden eller som Jens udtrykte det: "hospice
har formået at skabe en stemning af støtte og højtidelighed, som har været mig til stor gavn."".
Udsyngning eller afskedsritual:
Udsyngning eller afskedsritual kan typisk bestå af en sang eller en salme, et digt eller måske et Fadervor, der indgår i ritualet. Det kan også være stille musik, der spilles, mens familie og personale står omkring den dødes seng. Måske børnebørnene i forbindelse med højtideligheden komme med blomster, fotos, tegninger eller ting, som gives til den døde, og som de ønsker skal med i kisten. Børn er også pårørende og må inddrages så meget som muligt i sygdomsforløbet og opfordres af personalet til også at være med, når døden indtræder.
Udsyngning kan
finde sted lige efter, at døden er indtrådt eller næste dag. Den døde gøres pæn i stand og ligger i sit eget tøj i sin seng. Måske familien ønsker at være med til at gøre den døde i stand, f.eks. kan det være dem, der friserer håret eller smører creme på de tørre håndled. Anne-Lene fortæller i bogen, om betydningen af at have gjort sin mor i stand "Det er noget af det bedste, jeg har gjort i
mit liv". Det kan opleves - også for personalet som et meningsfyldt afskedsritual at gøre den døde i stand.
Selve udsyngningen kan også finde sted i forbindelse med, at vedkommende lægges i kiste. Det kan være vidt forskellige komponenter, der indgår, og sammensætningen kan variere i det uendelige. Jeg har været med til, at familien foreslog, at det ville være i afdødes ånd, at vi drak en øl stående omkring den døde, en anden gang valgte familien at tage hjem for at hente krystalglas og den fineste årgangschampagne, som vi efterfølgende drak, mens vi sad hos den døde. Det skulle være glædens drik, der i taknemmelighed blev drukket til ære for den døde. Siddende på stuen hos den døde, synge salmer og drikke champagne - er det et ritual? Ja, det udtrykker glæde, taknemmelighed, fællesskab og understreger ritualet som en fest. Der følger nu en oversigt over forskellige elementer, som kan indgå i et ritual.
Nogle gange er det kun et enkelt element, andre gange sammensættes ritualet af flere elementer.
· Sang: en sang eller salme synges
· Bøn: Fadervor eller en fri bøn
· Oplæsning: et digt, et brev til eller fra den døde, ord fra Bibelen
· Musik spilles: musikinstrument eller fra en CD
· Ord siges: gode ord om eller til den døde
· Sammen i stilheden: står omkring sengen, måske med hinanden i hænderne
· Velsignelsen lyses - her medvirker præsten
· En handling udføres: et lys tændes af hver enkelt eller man giver ting til den døde
· Drikker et glas sammen: vin, øl eller champagne
Den intensitet, der er i forbindelse med et ritual, kan vanskelig forklares, den skal opleves. Efterfølgende giver pårørende ofte udtryk for oplevelsen med ord som: højtideligt, bevægende eller fredfyldt. Ritualet formidler også fællesskab. Gennem ritualet kan man opleve et fællesskab med familien, vennerne og personalet. Man er sammen om afskeden, sammen om at sige farvel og tak.
Ritualer for personalet og beboerne
Som personale, medpatienter eller medbeboere har man også brug for at sige farvel. Nogle steder er det naturligt, at personalet og måske også nogle af beboerne er med til udsyngningen eller til bisættelsen/begravelsen. Andre steder markeres et dødsfald ved, at der på et centralt sted tændes et lys og sættes et skilt med afdødes navn på, så alle kan se, hvem der er død. Nogle institutioner
arrangerer mindekaffe for dem der ikke deltager i bisættelsen eller begravelsen. Ofte samarbejder de med institutionens præst om rammen for højtideligheden. På et
hospice i Norge har man indført "hvilepuls", hvor personalet efter et dødsfald samles et kvarters tid i stilhed, spiller musik, læser et digt og tænder tre lys: et for den døde, et for familien og et for personalet. Hvilken model, der
skal bruges, må man finde ud af på det enkelte arbejdssted, men det er vigtigt, at der skabes rum for et farvel, også for de andre beboere og for personalet.
Palliativ omsorg og ritualer
I palliation taler vi om, at det er det hele menneske, som skal lindres. Der er tale om både en fysisk lindring, såvel som en psykisk, social og en åndelig lindring. Et ritual kan også være med til at lindre på alle områder:
Fysisk: kroppen falder til ro og ofte er der en fysisk handling at udføre: tænde lys, læse et digt, går bagefter kisten
Psykisk: udtrykker ens følelser, reducerer angsten
Socialt: deler erfaringer, er fælles om ritualet
Åndeligt: giver mening i forhold til tro
På Diakonissestiftelsens Hospice findes en lysglobe, hvor patienter og pårørende har mulighed for at tænde et lys og lægge det i symbolhandlingen, som de selv synes. Det kan give mulighed for individuel meditation, være en ordløs bøn til Gud, være et tegn på noget stort, udtrykke et håb eller udtrykke, at lyset er stærkere end mørket. I forbindelse med globen gives der følgende forslag:
- Tænd et lys for en, du holder af
- Tænd et lys for en, du er bekymret for
- Tænd et lys for en, du ikke bryder dig om
- Tænd et lys for dig selv
- Tænd et lys til Guds ære
- Tænd et lys for at sige tak
- Tænd et lys, når du mangler ord
Der er ingen tvivl om, at en sådan symbolhandling vil gribe mange mennesker, som netop er i en vanskelig situation og som har brug for at gøre noget selv for at kunne lindre smerten.
En del mennesker får hjælp gennem ritualerne:. De kan være med til at sætte ord på situationen, giver hjælp til handling, formidler orden og mening og giver en oplevelse af fællesskab. Det er en forudsætning, at personalet er opmærksomt på, at ritualerne er til for de døende og pårørendes skyld og ikke for ritualets egen skyld.
Forslag til videre læsning:
Omsorg - Nordisk tidsskrift for palliativ medicin nr. 1/2007: Temanummer om ritualer ved dødsfald
Rita Nielsen: Livets afslutning - behandling, pleje og omsorg Kap 13: Åndelig omsorg
Ord til livet. Red. Marianne Bønløkke. Bogens 2.del sætter fokus på kristne ritualer. Unitas Forlag