Eutanasi - set med en hospicesygeplejerskes briller

Skrevet af Rita Nielsen, den 11. februar 2012

"Jeg har fået så megen omsorg og kærlighed at jeg har fået lyst til livet igen"

Karen havde været syg af kræft i flere år. Hun havde været igennem diverse stråle-og kemobehandlinger, og nu ville hun ikke mere. Hun var skind og ben, havde ingen appetit og smerterne var der dag og nat. Hun oplevede livet som meningsløst, og hun blev mere og mere trist, bange og ked af det for hver dag, der gik. Karen havde ingen børn, og hendes mand var død for flere år siden. Venner var der kun få af - de var forsvundet én efter én. Karen havde besluttet, at hun ville på Hospice - der måtte de kunne hjælpe hende med at dø hurtigt. Hun orkede ikke længere at være så afhængig af andre - det var uværdigt.

Karen fik allerede første dag på Hospice fremstammet sit ønske om at få en dødbringende sprøjte, og til sin store forundring afslog eller fordømte lægen det ikke. Tværtimod så lyttede han til hendes begrundelser og forstod tilsyneladende hendes ønske, og de lavede en aftale om, at de kunne tale videre om nogle dage. Da der var gået nogle dage, kom lægen tilbage og spurgte Karen om hendes tanker vedrørende ønsket om at kunne dø hurtigt. Men Karen havde ændret sin beslutning: "For første gang i lang tid har jeg følt mig hørt og set. Her på Hospice har jeg fået så megen omsorg og kærlighed, at jeg har fået lyst til livet igen. Og mine smerter er heller ikke længere så voldsomme, men jeg har fortsat ikke den store appetit. Og ja - jeg er fortsat afhængig af andre til alting, men det gør ikke så meget her, for de hjælper mig på en værdig måde - de udviser respekt og jeg føler mig værdsat."

Som situationen er lige nu, er aktiv dødshjælp ikke tilladt i Danmark, men der har i den senere tid igen været røster fremme om at lovliggøre eutanasi. Debatten er blandt andet udsprunget af enkelte eksempler fra folk med uhelbredelige sygdomme, der har påberåbt sig retten til selv at bestemme over eget liv - og død. De fleste af os bliver følelsesmæssigt berørte af sådanne historie, men det kan ikke nytte noget, at så vigtige spørgsmål skal styres af store hjerter og medfølelse. Og endelig er motivet til at give mennesker ret til egen død ofte andet end kærlighed og medlidenhed.
Eutanasi betyder lovliggørelse af drab på begæring og drejer sig om spørgsmålet, hvorvidt det skal være tilladt for læger at tage livet af svært lidende og eventuelt døende patienter, der anmoder om det.

Ovenstående case om Karen fortæller, at der er lidende mennesker, som virkelig ønsker hjælp til at kunne dø, men ud fra min erfaring som hospicesygeplejerske gennem 13 år, må jeg erkende, at de fleste menneskers oprigtige ønske om eutanasi ved indlæggelse på Hospice, oftest ændrer sig til et ønske om et værdifuldt liv indtil døden. Således også hos Karen. Umiddelbart kan det lyde underligt, at lægen ikke straks gik imod hendes ønske om dødshjælp, men han skønnede, at det ikke var nødvendigt. Karen havde først og fremmest brug for lyttende ører og for et menneske, der prøvede at forstå hende. Dernæst havde hun brug for kærlig opmærksomhed, og den fik hun. Uværdighed knyttes ofte til kontroltab og afhængighed. Men uværdighed drejer sig måske om noget ganske andet, nemlig om ikke at blive behandlet på en værdig måde. Det kan lyde så enkelt, at det skulle drejer sig om at tilgodese det lidende menneskes dybeste behov, som i øvrigt er alle menneskers behov: at blive set og hørt. Og det er enkelt, men åbenbart utrolig svært for os som samfund og sundhedspersonale at tilgodese dette behov. Jeg tror ikke på, at noget menneske ønsker at dø, men ens situation kan opleves så utåleligt, at det kan opleves som eneste udvej. For Karen og for mange andre døende mennesker ændres ønsket om dødshjælp sig heldigvis ofte til ønsket om livshjælp. Derfor mener jeg, at det, vi må satse på, er palliation og gode forhold for vores alvorligt syge og døende mennesker.

Lidelsen:
"Hvis livet overhovedet har en mening, må lidelsen også have en mening" (Viktor Frankl)

Ud fra et kristent synspunkt er det måske ikke så svært at være imod aktiv dødshjælp, for ifølge den kristne tankegang er livet givet os af Gud og må derfor betragtes som helligt og ukrænkeligt. Men også ud fra et humanistisk syn kan man begrunde sit nej til eutanesi med retten til at leve og ansvaret for livet. Men hvad med lidelsen? Lidelsen hører med som en del af livet, som vi må tage på os og forsøge at skabe mening i lidelsen. Det er vores opgave som medmennesker og som sundhedspersonale at være med til at lindre lidelsen, men vi bliver nødt til at erkende, at vi ikke kan lindre alt lidelse eller fjerne dødsangsten. Der er mennesker for hvem, livet er uudholdeligt, men er løsningen så eutanasi? I lidelsens rum er der altid noget at gøre - om ikke andet så det at have modet til at være der sammen med patienten midt i lidelsen. Det palliative koncept går ud på at bekræfte livet og give anerkendelse til det enkelte menneske. Jeg mener, at her er et modstykke til eutanasien, nemlig en helhjertet omsorg og en lindrende behandling. Som det ses af ovenstående case, er det nogle gange meget lidt, der skal til for at gøre en forskel. Måske er det her "kæden hopper af". Vi er så fokuseret på accelereret patientforløb, kvalitetskontrol og tidstabeller, at vi "glemmer" at lindre lidelsen.

Nu ved jeg godt, at eutanasi- debatten ikke kun vedrører alvorligt syge og døende. For hvad med den psykiske syge, som ikke orker livet længere, da det er et liv fyldt med angst, hallucinationer og modgang på alle felter? Eller den handicappede, som er så træt af at være afhængig af andre, at selvmordet frister? Eller hvad med den tyrkiske muslimdreng, der moppes i skolen og som ikke kan finde sig tilrette i det danske samfund? Eller hvad med den enlige mor, der ikke kan få økonomen til at hænge sammen og som løber panden imod en mur, hver gang hun henvender sig til myndighederne? Og hvad med den gamle, der nu igen ligger på gangen på en medicinsk afdelingen og føler sig som affald?
Der er mange gode grunde til ikke at kunne holde det her liv ud, fordi det er befæstet med lidelse. Men løsningen er IKKE eutanasi. Jeg vil ikke gå videre med ovenstående eksempler, da min synsvinkel på artiklen skulle være ud fra mit arbejde som hospicesygeplejerske, men der er ingen tvivl om, at de nævnte personer kunne have lige så mange grunde til at kræve eutanasi som det døende menneske.

Oplysning - oplysning - oplysning:
Når den ene meningsmåling efter den anden i Danmark viser, at store dele af den danske befolkning går ind for aktiv dødshjælp, tror jeg, at det er begrundet i manglende viden om lovgivningen på området. Ved mennesker for eksempel, at ethvert menneske, der er ved sin fulde fem, kan beslutte sig for, at en behandling skal ophøre? Og ved folk, at læger kan beslutte at afbryde livsforlængende behandling af en uafvendeligt døende? Og ved befolkningen, at det er tilladt at give smertestillende eller beroligende midler til en uafvendeligt døende, hvis det er for at lindre tilstanden, selv om dette kan fremskynde dødstidspunktet? (Lov om patienters retsstilling paragraf 16, stk. 3).

Man kunne spørge: er det så ikke det samme som eutanasi? Er det "at lade dø "ikke det samme som at tage livet af patienten. Nej, for hensigten er en anden. Hensigten er lindring - en undgåelse af unødig lidelse. Aktiv dødshjælp er dødsrettet (fratager patienten livet) og smertebehandling er livsrettet (giver patienten et bedre liv de sidste dage). Konsekvensen kan så være, at dødstidspunktet fremskyndes, selv om min erfaring er, at når patienter får al den lindring som skal til i form af beroligende og smertestillinde medicin, så lever de nogle gange i længere tid end de ellers ville have gjort. Jeg tror, at en oplysning om ovenstående kan ændre befolkningens syn på eutanasi - i alt fald hvad angår døende mennesker.

Autonomien i højsædet:
Begrundelsen for at sige ja til aktiv dødshjælp er næsten altid, at vi må respektere folks ret til at bestemme over eget liv. Selvbestemmelsen er i vores samfund blevet den øverste værdi, men hvordan kan vi da begrunde en handling, der afslutter selvbestemmelsen? For mig at se er det farligt at prioritere autonomien så højt, for hvad med det menneske, der ikke er i stand til at bestemme selv? Er et døende menneske overhovedet i stand til sagligt at tage den beslutning? Og hvis vi tillader eutanasi under visse betingelser, som nogle er fortalere for, vil der så ikke lægges et pres på alle syge og døende om at skulle tage stilling til spørgsmålet? Og endelig er det ikke kun en beslutning på egne vegne - en anden skal jo udføre handlingen. Kan man for eksempel påtvinge læger dette? Eller skal det være militæret, der udfører beslutningen? Og endelig lever vi i et fællesskab, hvor vi er forpligtet i et livsfællesskab.

Medicinsk overbehandling og ønsket om eutanasi:
Har man kræft, skal man selvfølgelig behandles, men i disse år er den eksperimentelle kemobehandling nærmest eksploderet. Det er som om, lægerne er bange for at sige nej eller i det mindste få folk til at overveje, om de vil fortsætte behandlingen for enhver pris. For der er en høj pris at betale. Ofte tilføres patienten så mange bivirkninger af en bestemt kemobehandling, at det bliver et helvede for dem at være til. På den ene side er lægen måske drevet af frygt for at blive hængt ud i pressen, hvis han nægter at fortsætte en behandling, "for så tager jeg bare til Kina eller Mexico og kontakter pressen for at fortælle, at jeg er nægtet behandling i Danmark." Og på den anden side, hvem er den patient, der tør at sige nej til lægens behandling, selv om, vedkommende havde lyst? "Nu kan jeg i alt fald sige, at jeg har prøvet alt!", kan jeg høre patienten sige.
Det virker på mig modsætningsfyldt, at man først tilfører patienten en masse lidelse ved at overbehandle og dernæst diskutere, om ikke patienten skal have lov at ønske aktiv dødshjælp. Hvad med at kræve aktiv livshjælp?

Spørgsmål til overvejelse:
· Hvad skal der til for, at den naturlige død kan blive en værdig død?
· Er selvvalgt død selvvalgt?
· Kan ønsket om eutanasi være begrundet i mangel på alternativer?
· Er det den medicinske overbehandling, der fremmer ønsket om eutanasi?
· Hvad er aktiv livshjælp?

Rita Nielsen, klinisk sygeplejespecialist på Diakonissestiftelsens Hospice og medlem af Sygeplejeetisk Råd. E-mail: rini@diakonissen.dk; hjemmeside: www.ritanielsen.dk

Læs også:
Etisk Råds hjemmeside: du kan downloade deres publikation: Eutanasi - lovliggørelse af drab
Sygeplejeetisk Råds hjemmeside, hvor der for tiden foregår en debat om netop aktiv dødshjælp