• Fortællinger
• Debat
• Aktuelt
• Projekter
  • Bachelor
  • Ph.d. & post doc.
  • Andre projekter
• Links
• Litteratur
  • Bøger
  • Artikler

Religiøs mestring

---

---

Rita Nielsen er klinisk sygeplejespecialist på Diakonissestiftelsens Hospice i København og master i teologi (åndelig omsorg). Hun har arbejdet i det palliative felt gennem de sidste 10 år, underviser en del og har bl.a. skrevet bøgerne I dødsskyggens dal - omsorg og sjælesorg og At være sig selv - at blive sig selv. Sidstnævnte er baseret på en kvalitativ undersøgelse af den åndelige dimension hos døende mennesker.
E-mail: rita-nielsen@diakonissen.dk

Præsentation af Pargament og hans teorier
Kunstnere og filosoffer har i årtusinder beskæftiget sig med, hvordan mennesker har klaret kritiske perioder i deres liv. Vi kan læse om det hos Sokrates og Platon, og det er blevet behandlet i Shakespeares teaterstykker, skildret i Dostojevskijs romaner og vist i Picassos kunst for blot at nævne nogle af de store personligheder.
 
Også i vore dage er vi optaget af de samme spørgsmål. Psykologer taler om, hvordan nutidens mennesker klarer deres kriser. Copingstrategier, stresshåndtering og krisebearbejdelse er blevet hverdagsord. I teologiske sammenhænge tales om sjælesorg og åndelig omsorg, hvorimod mestring er et fremmedord i teologisk litteratur. Kan religion og mestring overhovedet sættes sammen? Med andre ord: kan religionen hjælpe mennesker i deres håndtering af vanskelige situationer? Og i så fald hvordan, hvornår og hvorfor?
 
Disse spørgsmål vil jeg i denne artikel tage fat på, dels ved at præsentere den amerikanske psykologi-professor Kenneth I. Pargaments arbejde med begrebet religiøs mestring og dels ved at eksemplificere nogle af Pargamnets teorier fra nogle interviews, som jeg har foretaget i forbindelse med en undersøgelse af døende menneskers åndelige dimension. I øvrigt henvises interesserede læsere til bogen At være sig selv - at blive sig selv, hvor resultaterne fra min undersøgelse er beskrevet nærmere.
 
Pargament  har som en slags foregangsmand introduceret begrebet religiøs mestring i sin bog The Psykology of  Religion and Coping fra 1997. Han er optaget af, hvordan religion fungerer i folks liv. Han gennemgår hvordan, hvornår og hvorfor religion bliver en del af ens mestringsstrategier.
 
Pargament henter sin inspiration til mestringsprocessen fra Richard S. Lazarus og låner således også sin definition af coping fra Lazarus, der siger: coping er en kontinuerlig skiftende kognitiv og adfærdsmæssig bestræbelse på at klare specifikke indre og/eller ydre krav, som vurderes som krævende eller som overstiger personens ressourcer og truer hans velvære.
 
Selve ordet at mestre svarer til det engelske ord cope, som betyder at klare eller at magte. Det bruges i den psykologiske verden i forbindelse med håndtering af stressfyldte situationer og er også et centralt og velkendt begreb i omgangen med døende mennesker.
Coping er ikke kun knyttet til problemløsninger, da der er problemer, der ikke kan eller skal løses, men mestring handler også om de måder, som mennesker forholder sig til en belastende livssituation på. Til denne håndtering hører både en vurdering af selve situationen og en vurdering af personens egne muligheder for at kunne mestre situationen.

Sammenhæng mellem psykologi og religion
I  kort form definerer Pargament ordet coping som:" a search for significance in times of stress". Ordet signifiance (eng.) oversættes her bedst som "det der virkelig betyder noget". I mestringen er det således knyttet til alt, som har betydning for det enkelte menneske - det være sig det mere hverdagsagtige, de sociale relationer eller det religiøse. Eksemplificeret til et døende menneskes situation, kan det betydningsfulde være, at jeg kan dø derhjemme, at min kone passer mig og at jeg kan tro på Guds nærvær.
Ordet religion definerer Pargament som "a search for significance in ways related to the sacred".
 
På denne måde ser han en sammenhæng mellem mestring og religion, som er at søge det, som er betydningsfuldt, relateret til det hellige, når man er under stress.
 
Et eksempel på ovenstående hos et døende menneske kunne være: man er under stress pga. en uhelbredelig sygdom. Det betydningsfulde er at få fred, og man søger at få denne fred ved at bede til Gud (relateret til det hellige).
 
De enkelte elementer i mestringen
1.  Problemsituationen
I Pargaments model for religiøs mestring indledes med problemsituationen (critical event eller stressor), som kan være alt fra irritationer i hverdagen til alvorlige begivenheder, som f.eks. sygdom og død.

2.  Vurdering af situationen og af ens muligheder for at kunne håndtere situationen
Det afhænger af personens vurdering (appraisals), hvor betydningsfuld situationen er for en selv. I ens vurdering indgår også holdningen til mulighederne for at kunne mestre problemet.

3.  Orienteringssystemet
Denne vurdering afhænger igen af personens orienteringssystem, som består af den referenceramme, man bruger til at komme til rette med det skete på. Orienteringssystemet kan bestå af vaner, værdier, relationer, generel tro og personlighed og er styrende for, hvordan man ser verden og håndterer sit liv.

4.  Mestringsaktiviteter
I de mere konkrete mestringsaktiviteter ses en slags overførsel eller en omformning af orienteringssystemet. Pargament taler om at transformere ens ystem til specifikke copingsmetoder. Der kan være mange forskellige mestringsformer, som både kan være rettet mod situationen eller i ens måde at forholde sig til hændelsen på. Mestringstrategierne kan indeholde både følelser, tanker og handlinger, og heri indgår også ens relationer til andre.

5.  Revurdering
I mestringen kan også ligge en revurdering (reappraisal) af situationen eller af ens egne muligheder for at kunne klare det. Således er mestring en proces, der sker over tid.

6.  Resultatet
Endelig tales om resultatet (the outcomes of coping) af mestringen, som både kan være positivt og negativt.


De enkelte elementer i den religiøse mestring
Hvordan ville de enkelte elementer i mestringen tage sig ud, hvis der udelukkende er tale om religiøse mestring?
 
Problemsituationen kan være af religiøs karakter eller tolkes religiøst, f.eks.: det var Guds vilje, at han skule dø, eller det var Guds straf, at jeg blev syg.
Vurderingen af ens egne muligheder for at mestre situation kan også være religiøs forankret, f.eks.: med Guds hjælp klarer jeg den! 

Orienteringssystemet er mangesidet, men det kan være det religiøse, der har størst indflydelse, det være sig på ens vaner, værdier, tro og relationer, f.eks. jeg har altid tillid til Gud og gået i kirke.
Med hensyn til de religiøse mestringaktiviteter, kan det f.eks. være bøn, bibellæsning eller deltagelse i religiøse ritualer. Det kan også være følelser som vrede mod Gud eller glæde over Guds indgriben, og endelig kan det være religiøse kognitive processer, som måske indebærer en nyvurdering af hele situationen i positiv eller negativ retning: Gud har sendt mig sygdommen, for at jeg skulle lære af det, eller jeg mener, det skete er Guds hævn mod mig.
 
Endelig kan resultatet af den religiøse mestring f.eks. være en oplevelse af Guds fravær eller nærvær. Resultatet eller målet kunne også være selvudvikling eller snarere med Pargaments ord "a self oriented to sacred ".


Virker den religiøse mestring?
Forståelsen af den religiøse mestring er, som det også fremgår af ovenstående, en multidimensionel proces, som Pargament i sin bog beskriver dels gennem teori og dels gennem et stort forskningsarbejde, hovedsageligt baseret på kvantitative undersøgelser. Gennem en evaluering af egne og andres undersøgelsesresultater, når han til at svare på spørgsmålene ikke blot om, hvor vidt religionen kan hjælpe mennesker i vanskelige situationer, men også hvordan, hvornår og hvorfor.
 
Pargaments svar er, at religionen kan hjælpe mennesker i vanskelige situationer, og at religiøs mestring  især er brugbart i ekstremt vanskelige livssituationer, så som ved alvorligt sygdom og død. Det viser sig at være i situationer, hvor den personlige eksistens er presset til det yderste, at mennesker især spørger til den religiøse dimension.
 
På spørgsmålet om, hvorfor religionen hjælper, svarer han, at for de fleste mennesker er religionen let tilgængelig, og ofte har mennesker en tidligere religiøs erfaring, som det er muligt at komme i kontakt med igen, selv om man måske ikke i mange år har beskæftiget sig med det religiøse.
 
På det personlige plan findes en større grad af religiøs mestring hos de personer, der allerede er religiøst involverede, det kunne f.eks. være at man er med i en meninghed eller gennem hele livet har været troende.
 
Effekten af mestringen afhænger ifølge Pargament af religionens integration i personen. God integration kendetegnes ved, at tro, praksis og motiv er i harmoni, og at religiøsiteten er en del af den sociale kontekst. Hvorimod dårlig integreret religion kendetegnes ved en fragmentering, hvor tro, praksis og motiv ikke hænger sammen og religiøsiteten ikke støttes af netværket.
 
Svaret på spørgsmålet, om den religiøse mestring virker, er for Pargament afhængig af mange faktorer, nemlig af alle de elementer, som indgår i processen, bl.a. situationen, orienteringssystemet, mestringsaktiviteterne og deres indbyrdes indflydelse på hinanden. Så svaret er ikke et ja eller nej, men et "det afhænger af". Svaret er ikke kun afhængigt af, om man er religiøs, men måden, man er religiøs på og under hvilke omstændigheder i øvrigt.

Nogle af undersøgelsens resultater belyst ud fra Pargaments tanker
I det følgende vil jeg gennemgå eksempler fra min egen undersøgelse og sætte dem ind i Pargaments model.
Pargament stiller spørgsmålet: hvordan kan religionen blive hjælpsom for folk til at kunne håndtere betydningsfulde problemer i deres liv? På  spørgsmålet giver han både et teoretisk og praktisk svar. Han har udarbejdet en slags model, for at kunne finde ud af, hvordan religionen er brugbar til håndtering af vanskelige problemer i livet. Denne model har jeg ladet mig inspirere af og sat mine fund fra undersøgelsen ind i de enkelte bokse i skemaet.


Model for religiøs mestring: 

I den første figur har vi den situation, der opleves som vigtig og vanskelig for et menneske. For Pargament kan det være mange forskellige begivenheder. I min undersøgelse er det en livstruende sygdom .

Boks 2:
Her beskrives vurderinger. Patienternes holdning til døden er meget forskellig, lige fra voldsom protest til accept. Det er tydeligt, at holdningen er skiftet over tid, således at der har skullet tid til, før patienterne har kunnet nå til en accept af dødens realitet. De fleste når til at kunne se døden i øjnene og at acceptere dødens realitet, samtidigt med at der er en sorg og hos nogle en angst for både tiden inden døden og for selve dødsprocessen. Det passer godt til Pargaments tese om, at mestring er en proces og altid sker over tid. I vurderingen af egen evne til at kunne håndtere situationen findes der hos alle en usikkerhed og angst, samtidig med at der hos nogle alligevel er en tro på, at det nok skal gå.

Boks 3:
Der findes mange måder at agere på, men i min undersøgelse viser det sig, at der udover de vigtige samtaler med f.eks. præst og sygeplejersken om tro, hovedsageligt er bøn, meditation og deltagelse i gudstjenesten, der opleves som det vigtigste for patienterne.

Bøn og meditation
Alle patienter, med én undtagelse, bruger bøn og meditation. De beder til Gud, men de gør det på forskellig vis. Nogle beder en regulær, selvformuleret bøn, eller de beder Fadervor. Andre vil ikke benævne handlingen som bøn, men mere at de "snakker med Vorherre" Det kan være et "hvorfor, Gud?" eller en mere direkte anklage mod Gud. Det, der bedes om, er også forskelligt, men de fleste beder om hjælp og kræfter til at klare sygdommen og den vanskelige situation. Nogle få beder også om helbredelse (selv om de godt ved, døden er nært forestående).
De fleste beder alene, men nogle få gør det sammen med præsten. De fleste har brugt bøn tidligere, nogle regelmæssigt, andre kun i perioder, hvor livet har været svært. De patienter, som har været vant til at bede regelmæssigt, fortæller alle, at bønnen nu, efter at de er blevet syge, er blevet mere intens. En kvinde siger: "Bøn har haft en utrolig stor betydning for mig efter, at jeg er blevet syg ". Og en anden udtrykker det sådan: "Jeg har altid bedt til Gud, men ikke så intenst som nu". En enkelt fortæller, at hun er ved at opgive bønnen, ligesom hun også har svært ved at fastholde troen: "Jeg har råbt om hjælp for længe  .. nu har jeg lukket af".
 
Selve det at bede opleves positivt for de fleste, men for nogle få er der iblandet noget negativt: de føler sig ikke gode nok til at bede, orker ikke at bede mere osv. Bøn kan være en kompliceret sag og hænger sammen med ens forhold til Gud og til livet i øvrigt.

Gudstjeneste og salmebog
Der findes mange forskellige handlinger, der hænger sammen med ens tro. Bøn er et af områderne, og i min undersøgelse viser det sig, at også gudstjenesten har stor betydning for en del, og salmebogen har betydning for nogle få. Enkelte nævner salmebogen som kendt, men siger, at salmerne kan være vanskelige for dem at forstå og at finde trøst i.
Der er flere, der tager del i gudstjenesten. Er man vant til at gå i kirke, sker der en naturlig fortsættelse af praksis. Én udtrykker det endog så klart, da talen er om hans åndelige behov: "Åh, hvis jeg bare får min søndagsgudstjeneste, så er jeg glad". Han fortæller, at det han får ud af gudstjenesten, er både fællesskabet med Gud og med de andre, og at han finder styrke i troen og får ekstra kræfter i forbindelse med gudstjenesten. Flere fortæller om glæden ved at deltage i søndagsgudstjenesten.

Boks 4:
Og endelig er der resultaterne af den religiøse mestring, som kan være både positive og negative. I min undersøgelse opnår nogle en af større tryghed og styrke, men for en enkelt er det en oplevelse af "at livets kilde er stoppet," og at Gud opleves som en fjern og hård Gud.

Boks 5:
Mennesker har et orienteringssystem (boks 5), som anvendes for at kunne imødese og forholde sig til vanskelige situationer. Værdier og tro hører til dette system, og det er helt tydeligt, at det er herfra patienterne henter deres ressourcer - også nu, hvor døden er truende nær. Man kan sige, at orienteringssystemet omsættes til holdninger og til handlinger. Både holdninger og handlinger hører med til det, som Pargament benævner religiøs mestring. I orienteringssystemet findes sammen med andre faktorer netop troen på Gud. I undersøgelsen er der spurgt om folks forestillinger om Gud, hvordan de opfatter Gud, og hvordan deres gudsbillede ser ud.

De fleste personer i undersøgelsen har et positivt gudsbillede og opfatter Gud som kærlig, hjælpsom og altfavnende. Det udtrykkes f.eks. således:"Han hjælper mig til at få en god dag. Han er Lyset. Han er større end os". Og en anden patient siger: " . jeg har et billede af Gud som en altfavnende - en god person". Det er tydeligt, at denne opfattelse giver en tryghed, der gør, at de har tillid til Gud og beder til ham.
Der er andre, der opfatter Gud som ophøjet, urimelig og straffende. Det udtrykkes f.eks. således: " . jeg kan måske ikke engang give det navnet Gud, men et eller andet enormt og voldsomt". Og der fortsættes: " Jeg har talt meget med det, folk kalder Gud. om hvad han mener med at blive ved sådan. hvorfor skal der lægges så mange uoverkommelige ting ned over mig lille menneske - han sender jo bare en ny cancer". Denne "negative" opfattelse giver uro og gør, at troen har så vanskelige kår, og at det er svært eller umuligt at bede til en Gud.

Der ser ud til at være en sammenhæng mellem gudsbillede og mestringsstrategi. Har man et positivt gudsbillede, kan det komme til udtryk i en mestringsstrategi, der giver tryghed og styrke. Modsat kan et "negativt" gudsbillede give en mestringsstrategi, som måske nok indeholder den samme handling, nemlig bøn, men her kan den føre den til uro og tvivl.
Der er naturligvis også andre betydningsfulde elementer end tro og værdier i ens orienteringssystem, som har betydning for mestringen. Personligheden har eksempelvis også en afgørende betydning. Et menneske med et lyst sind har lettere ved at håndtere situationen end et menneske, der er mere pessimistisk anlagt. F.eks. siger en patient, der også giver udtryk for at have stor hjælp af troen og bønnen: "Jeg har altid haft et lyst sind, og jeg er altid meget positiv - altid - sådan er jeg af natur - det lyse sind har altid været med til at hjælpe igennem." 
Konklusionen er, at der er flere faktorer, der spiller sammen, når man skal forsøge at forstå et menneskes håndtering af sin sygdom og død, hvilket svarer godt til Pargaments påstand om religiøs mestring som en multidimensionel proces.

Boks 6:
Der er i den religiøse mestring som i al anden mestring brug for støtte udefra. Og den sidste boks i ovenstående model, illustrerer dette. I undersøgelsen nævnes personalet og familien, som de ressourcepersoner, der går ind og er en stor støtte, både som samtalepartnere og på anden måde.
Det religiøse liv leves og udfoldes på forskellig vis. Patienterne tror, tvivler og kæmper med deres tro. De beder, mediterer og deltager i gudstjenesten. For nogle er der brug for personer, der støtter dem i deres tro og i deres religiøse udøvelse, f.eks. støtter dem ved at bede sammen med dem. En vigtig del af det åndelige og religiøse liv er samtaler om troen. I denne sammenhæng spiller både præsten og sygeplejersken en vigtig rolle. Det er navnlig de mennesker, som kæmper med troen, der taler med præsten, men også de fast forankrede i gudstroen finder støtte og styrke i deres tro ved at samtale (og ved at bede) med præsten. Især hos de mennesker, der har svært ved selv at sætte ord på, er det af stor betydning, at sygeplejersken er opsøgende. Det bliver fremhævet af patienterne, at de værdsætter, at sygeplejersken spørger om de åndelige forhold, og at de kan snakke med sygeplejersken om de religiøse spørgsmål. "De ved lige, hvad jeg trænger til".
 
Det ser ud til at være vigtigt i den åndelige omsorg at etablere et åbent og tillidsfuld forhold til den syge, hvor man dels spørger ind til de åndelige forhold og dels støtter patienten i at formulere tanker, følelser og ønsker.
 
Kan begrebet mestring bruges?
Egentlig har jeg haft en vis skepsis overfor ordet mestring, og umiddelbart kan jeg godt give den norske sygeplejerske Tornøe ret, når hun skriver: "Ikke nok med at patienten skal dø, men vedkommende skal også mestre situationen. Det er slet ikke sikkert, at gudstro kan give en oplevelse af mestring" (Tornøe 1996, p. 11). Tornøe har ret, hvis der med mestring menes at beherske eller ydmygt at kunne  underlægge sig lidelse og død. Og begrebet er heller ikke brugbart, hvis der med mestring opstår en form for krav til patienten. Men hvis man med religiøs mestring mener, at det er en måde, hvorpå patienten forholder sig til sin sygdom ved hjælp af tro og troens handlinger, mener jeg godt, begrebet kan bruges. Og det er netop i den forståelse, Pargament bruger religiøs mestring. Det er ikke et krav fra andre, men en måde, tingene sker på i virkelighedens verden, som man udefra kan iagttage og beskrive. Endvidere er det vigtigt, at personalet støtter patienterne i den religiøse mestring.

Litteraturhenvisninger:
Benner, Patricia og Wrubel, Judith (2001): Omsorgens betydning i sygeplejen. Stress og mestring ved sundhed og sygdom. Dansk Udgave 2001. Munksgaards Bogklubber.
Nielsen, Rita (2000): I dødsskyggens dal - omsorg og sjælesorg. Unitas Forlag.
Nielsen, Rita (2005): At være sig selv - At blive sig selv. Den åndelige dimension hos døende mennesker. Unitas Forlag.
Pargament K.I. (1997): The psychology of religion and coping. New York.
Pargament K.I. (1990): God help me: Toward a theoretical framework of coping for the psychology of religion. Social Scientific Study of Religion, vol.2, side 195-224
Pargament, K.I.: "The Bitter and Sweet: An Evaluation of the Costs and Benefits of Religiousness", i: Psychological Inquiry, 2002 13, side 168-181