Klinisk undervisning af studerende - en nøgle til bedre standard for åndelig omsorg i Danmark?
Skrevet af Grete Schärfe, den 22. august 2013
Praktikforløb er fundamentale for sygeplejestuderendes læring af åndelig omsorg. Det er hovedbudskabet i en oversigts-artikel, som Journal of Nursing Management publicerede december 2012 (1).
Artiklen er baseret på gennemgang af 10 empiriske studier, som fokuserer på åndelighed eller åndelig omsorg. Der blev søgt i internationale databaser fra 1980 til 2012. To af sygeplejerskeuddannelserne var religiøse, fem både religiøse/private og sekulære og tre sekulære. Syv kom fra USA, to fra Norge og en fra Canada. Forfatteren er norske Tove Giske, ph.d. og associeret professor i Bergen.
Relevans for dansk sygepleje?
Har en sådan undersøgelse relevans for dansk sygepleje? Det mener jeg, den har. Og det skønt åndelig omsorg har været på dagsordenen i dansk sygepleje i årtier. I år er det 40 år siden, jeg sendte min første artikel om åndelig omsorg til Sygeplejersken (2), så vidt jeg ved, den første, tidsskriftet bragte om emnet. I de følgende år kom der flere af slagsen, både fra min hånd og andres. Foruden artikler er der udgivet bøger om emnet, og i dag skrives der bachelor-, master-, kandidat- og ph.d.-projekter om det (se boks om nedslag i tidslinje for publikationer om åndelig omsorg). I alle årene har åndelig omsorg - under forskellige betegnelser - været indskrevet i cirkulærer og bekendtgørelser som obligatorisk undervisning i grunduddannelsen.
På den baggrund har det overrasket de senere år at møde følgende artikeloverskrifter:
. Sygeplejersker tør ikke yde åndelig omsorg (3)
. Sygehuse svigter patienters åndelige behov (4)
. Hospitaler forsømmer at spørge til åndelige behov (5)
. Lungepatienter dør i religiøs ensomhed (6)
. Plejepersonale mangler viden om ældres tro (7).
Artiklerne omhandler forskning og mindre studier, og der konkluderes blandt andet, at mange patienter har eksistentielle eller religiøse overvejelser (4-6), men få sygeplejersker spørger ind til dette (3,4). Og det er tilfældet, selv hvor man bruger Vips-modellen som standardiseringssystem, og som skulle sikre dette (5).
Sygeplejeleder: åndelig omsorg er ikke en sygeplejeopgave
At det står sløjt til kan ikke undre, hvis end ikke sygeplejeledelsen er klar over, at åndelig omsorg er en sygeplejeopgave. Den 7. maj 2013 kunne man læse følgende udsagn fra en distriktsleder for hjemmeplejen: "Sosu-assistenter og sygeplejersker er (.) ikke ansat til at føre eksistentielle samtaler, og de hverken kan eller skal begynde at spørge om, hvad brugerne tænker om livet og døden, eller hvordan de har det dybest inde (...) de dybe samtaler hører ikke til plejepersonalets jobbeskrivelse." (8)
Hvad er gået galt? Har de sidste mange års undervisning, litteratur og forskning slet ikke nyttet noget? Hvad står i vejen for, at vores viden kommer patienterne til gode? Måske ligger svar på sådanne spørgsmål gemt i Giskes litteraturstudie. Derfor vil jeg i det følgende gennemgå nogle træk fra hendes undersøgelse.
Hvad er åndelig omsorg?
Forfatteren pointerer, at definition af åndelig omsorg stadig er til diskussion i sygeplejelitteratur. Men hun nævner den definition, som det skotske sundhedsvæsen (2009) bruger:
"care which recognizes and responds to the needs of the human spirit when faced with trauma, ill health or sadness and can include the need for meaning, for self worth, to express oneself, for faith support, perhaps for rites or prayer or sacrament, or simply for a sensitive listener. Spiritual care begins with encouraging human contact in compassionate relationships, and moves in whatever direction need requires." (1 p. 1050)
Giske fremhæver, at denne måde at forstå åndelighed på både rummer sygeplejens væren og gøren og kalder på professionel følsomhed, som udøves i det virkelige liv.
Resultat
Forfatteren identificerer fire temaer fra de 10 studier:
1. Det unikke ved at lære i virkelige livssituationer (real-life situations) med gentagne eksponeringer af patienter i forskellige positioner
Praksis nødvendig for at forstå
Praktikforløb giver den studerende enestående muligheder for at blive bevidst om, hvad åndelighed kan betyde for den patient, der står i en livsforandrende situation og for at se åndelig omsorg som en naturlig del af den daglige patientpleje. De studerende skal praktisere for fuldt ud at forstå, hvad de har lært i skolen, udtaler forfatteren til en af de studier, der blev undersøgt. Studerende har brug for at observere og implementere åndelighed i hverdagens sygepleje, ligesom de har brug for at praktisere andre sygeplejefærdigheder.
På opdagelsesrejse
Et udtryk, der bliver brugt i en af studierne, er at den studerende påbegynder en opdagelsesrejse sammen med patienten. At opbygge en relation med patienten er fundamentalt. Den studerende og patienten er fælles om at være sårbare og om at lære, hvilket understreger en gensidighed i åndelig omsorg. Nogle af forfatterne beskriver, hvordan de studerende gradvist lærer, at åndelighed er en måde at være på, hvor den studerende bliver villig til at stå til rådighed, være åben, risikere at involvere sig i andre og træde ind i en "soul to soul" kommunikation med patienter. Dette er en rejse fra novice til ekspert, og for at den studerende skal kunne begive sig ud på den, behøver hun vejlederen som rollemodel og retningsgiver.
2. Brug af pædagogiske metoder, der støtter studerende til at forstå, arbejde med og reflektere over patienters åndelighed
Her nævnes skriftlige refleksioner, plejeplaner og dokumentation af interventioner af åndelig art. Nogle studerende fik til opgave at være følsomme overfor patienters åndelighed, hvilket tillod dem at åbne for deres egen åndelighed. Læsning af forskningslitteratur førte til drøftelser af forholdet mellem åndelighed og sundhed. Underviseren er rollemodel, som udfordrer og støtter den studerende i at vise respekt for patienter med en anden tro, finde balance mellem de professionelle og personlige grænser og vise mod i udfordrende processer.
3. At blive bevidst om - og overvinde - hindringer for at lære åndelig omsorg.
Usikkerhed
Manglende viden om åndelighed og usikkerhed vedrørende sygeplejerskens rolle nævnes som hindringer for åndelig omsorg. Nogle studerende føler sig ikke kompetente til at give ordentlige svar eller er bange for at sætte patienterne i forlegenhed ved at drøfte åndelige spørgsmål. For nogle er frygten for at presse sine egne præferencer ned over hovedet på patienten en hindring. For andre fylder overvejelser om, hvor langt man kan gå for at hjælpe en patient med en anden tro uden at hykle.
Strukturelle barrierer
Manglende tid og viden nævnes af sygeplejersker som nogle af de største hindringer for åndelig omsorg, hvilket kan ses som en af grundene til, at de studerende mangler rollemodeller i praksis. Når plejetyngden er stor og bemandingen sparsom, kan sygeplejersker opleve det som et pres at skulle fokusere på den studerendes læringsproces. Men en enkelt handling som at stille den studerende spørgsmål under den normale rutine kan være nok til at få dem til at tænke og reflektere over tingene.
Personlige forudsætninger
For både studerendes, sygeplejerskers og underviseres vedkommende peges på manglende bevidsthed om - eller tilfredsstillelse/tryghed (comfort) i - egen åndelighed som en hindring. Selvindsigt og personlig åndelig tilfredsstillelse/tryghed spiller en afgørende rolle for den studerendes evne til at relatere på et åndeligt plan. Et af studierne melder, at den studerendes personlige åndelighed er den stærkeste forudsætning for åndelig omsorg. Et andet studium fremholder, at det er den hyppighed, hvormed den studerende deltager i religiøse handlinger og har åndelige erfaringer, der bidrager til den studerendes holdning til åndelig omsorg. Det er altså den personlige religiøsitet og åndelighed, der betyder noget, frem for om man arbejder i et religiøst miljø eller ej. Dette gælder ikke kun den studerende, men også praktikvejlederen, underviseren og afdelingslederen. At udforske sin egen åndelighed ses som meget vigtigt, da det gør den studerende mere følsom for andres åndelighed. Nogle studerende rapporterede ubehag ved at reflektere over egen åndelighed, men refleksionen førte til personlig udvikling.
Rollemodeller
Hvorvidt underviseren føler sig tilpas med åndelige spørgsmål influerer på undervisnings- og læringsprocessen. Derfor er det vigtigt, at underviseren også arbejder med sin selvindsigt, mener Giske. Et af studierne fokuserer på praktikvejlederens rolle og betydningen af at udnytte mulighederne for at reflektere sammen med de studerende og give dem lærerige øjeblikke. Derved lærer den studerende at indgå i et nyt møde med større opmærksomhed. Studerende lærer gennem observation og deltagelse med gode rollemodeller, og gennem samtaler med personale, som er villigt til at dele ud af sine erfaringer og sin viden.
Kulturen
De studerende har brug for støtte, vejledning, en åben og tillidsfuldt atmosfære for at få det bedste ud af deres praktikophold. En sådan kultur er en hjælp til at overvinde barrierer. Det er en udfordring for ledelsen at tilvejebringe et sådant gunstigt læringsmiljø, er meldingen fra et af studierne. Desuden har en god dialog mellem afdeling og skole betydning for den studerendes muligheder for at lære.
4. At se læring af åndelig omsorg i forbindelse med den studerendes forberedelse til - og opfølgning efter - praktikken.
Den studerendes læring i praktikken står i forhold til, hvordan den studerende er forberedt, og hvordan der bliver fulgt op på de kliniske erfaringer. At lære at stille spørgsmål om åndelige emner er vitalt i forberedelsen til praktikken. Debriefing nævnes som et tryg ramme, hvor den studerende kan udtrykke følelser, fordomme og manglende forståelse. Udveksling af fortællinger med medstuderende og lærere er vigtigt for bearbejdning af erfaringerne. Anerkendelse integrerer erfaringerne og litteraturdrøftelserne og opbygger den studerendes professionelle identitet. Refleksioner og drøftelser med undervisere, sygeplejersker og evt. præster fra klinikken kan også give den studerende anerkendelse. Refleksioner efter praktikken kan vende opmærksomheden indad, og de studerende kan derved lære at stole på deres intuition.
Konklusion
Giske konkluderer, at kliniske studier er fundamentale for studerendes læring af åndelig omsorg. Åndelig omsorg er en del af sygeplejens kunst, hævder hun. Studerende har brug for klinisk praksis for at fornemme variationer og for at udvikle argumentation og tavs viden.
I øvrigt fremhæves, at sygeplejelederen spiller en nøglerolle med hensyn til at holde helhedsorienteret sygepleje i fokus og skabe et godt læringsmiljø.
En buket ideer
Hvorfor er denne undersøgelse vigtig i dansk sammenhæng? De sidste fyrre år har vi opbygget en vidensbank om åndelig omsorg. Den kan vi være stolte af. Men det er småt med tegn på, at den har haft virkning i praksis. Denne undersøgelse kan være med til at bygge bro mellem den teori, vi har og den praksis, vi mangler. Med undersøgelsen får vi foræret en buket ideer til, hvordan vores teori kan implementeres i praksis, og danske undersøgelser på området vil kunne justere implementeringen til danske forhold. Skal den faglige standard af åndelig omsorg i Danmark højnes, må der gøres en indsats på det kliniske felt. En indsats, der kalder på mod fra undervisere, praktikvejledere, kliniske sygeplejersker, studerende og ledere. En indsats, der forhåbentlig afføder andre overskrifter i fremtiden end de seneste års kritiske af slagsen. Og en indsats, som kan få afgørende betydning for patienterne.
Referencer
(1) Giske T. How undergraduate nursing students learn to care for patients spirituality in clinical studies - a review of literature. jonm.2012;Dec:20(8):1049-57.
(2) Schärfe G. Hvordan imødekommer vi patientens åndelige behov? Sygeplejersken 1973;(24. maj):6-8.
(3) Nissen-Petersen red. Sygeplejersker tør ikke yde åndelig omsorg. Sygeplejersken 2006;106.årgang.(5): Forsidetitel på temanummer.
(4) Nissen-Petersen red. Sygehuse svigter patienters åndelige behov. Sygeplejersken 2007;107.årgang.(5): Forsidetitel på temanummer.
(5) Nygaard E M. Hospitaler forsømmer at spørge til åndelige behov. Kristeligt Dagblad 2007 111.årgang (7. september):1.
(6) Schnabel L E. Lungepatienter dør i religiøs ensomhed. Kristeligt Dagblad 2010 114. årgang (16. august):1.
(7) Johansen T S. Plejepersonale mangler viden om ældres tro. Kristeligt Dagblad 2012. 116. årgang (28. juli):1.
(8) U. Skovsbøl. Præst på udebane i hjemmeplejen.2013 Kristeligt Dagblad 117. årgang (7. maj):9.