Religiosity and coping in a secular society

Publiceret af Heidi Frølund Pedersen, den 2. marts 2015Ph.d. & post doc.

Dansk Resume:
Antagelsen at mennesker vender sig til religion, når de bliver konfronteret med større, negativelivsbegivenheder - særligt i forbindelse med livstruende sygdom - har fået større opmærksomhed i tro og helbred forskningen igennem de sidste 15 år. Det er foreslået, at religion kan optræde som en 'coping' ressource for individet i forbindelse med håndteringen af negative livsbegivenheder.

Empiriske undersøgelser har overvejende fundet, at religiøs coping er forbundet med positive udfald så som større velbefindende samt lavere forekomst af sorg og lidelse ('distress'), om end resultaterne har været modstridende. De senere år er målingen af religiøs coping blevet forfinet, og studier har fundet, at visse former for religiøs coping, der afspejler religiøs tvivl, følelse af åndelig forladthed, og tanker om Guds straf (også kaldet 'negativ religiøs coping'), synes at udgøre en byrde i individets tilpasning, og er blevet associeret med lavere velbefindende, større forekomst af sorg og lidelse, samt forøget dødelighedsrisiko blandt medicinsk syge patienter. Dog er størstedelen af de empiriske studier gennemført i USA, der er blevet betegnet som det mest religiøse af de moderne, vestlige samfund. Vi ved meget lidt om religionens rolle i forbindelse med større negative livsbegivenheder i mere sekulariserede samfund som de skandinaviske. I nærværende afhandling var hovedformålet at undersøge, i hvilken grad nydiagnosticerede danske lungepatienter vender sig til religion som en coping ressource i sammenligning med raske danskere, hvoraf nogle angav negative livsbegivenheder. Derudover blev det undersøgt, i hvilken grad religiøs coping var forbundet med livskvalitet, og om individuelle psykosociale karakteristika var forbundet med negativ religiøs coping (også kaldet 'religiøs anfægtelse'). Slutteligt blev det undersøgt hvorvidt spørgeskemaer om religiøs coping udviklet i USA er valide og anvendelige i en sekulær kontekst.

Med henblik på at tilvejebringe ny viden om religiøs coping i sekulære samfund blev fire uafhængige empiriske undersøgelser gennemført, og inkluderede en gruppe nydiagnosticerede lungepatienter (hovedsageligt patienter med lungekræft og kronisk obstruktiv lungesygdom) samt en rask kontrolgruppe matchet til lungepatientgruppen på baggrund af alder og køn. De to grupper svarede på spørgsmål om socio-demografiske forhold, religiøs coping målt med spørgeskemaet 'Brief religious coping scale' (Bief RCOPE), religiøse, spirituelle, og eksistentielle overvejelser, livskvalitet, eksistentielt velvære, og personlighedsfaktorer såsom personlighedstræk og tilknytningsstil. Den raske kontrolgruppe blev bedt om at angive, om de havde oplevet negative livsbegivenheder indenfor de sidste 12 måneder. Endvidere blev en kvalitativ undersøgelse gennemført blandt tre fokusgrupper bestående af raske danskere, samt 10 individuelle interviews med lungekræftpatienter. Deltagerne blev bedt om at respondere på spørgeskemaet om religiøs coping (Brief RCOPE) og et nyt skema om spiritual coping, og reflektere over indholdet og relevansen af spørgeskemaet i forbindelse med håndteringen af negative livsbegivenheder.

I undersøgelse 1 blev det fundet at lungepatienter i nogen grad angav at anvende religiøse coping strategier i forbindelse med sygdomshåndtering. Positiv religiøs coping forekom oftere end negative religiøse coping strategier. Dog var forekomsten af religiøs coping betydeligt lavere end niveauet fundet i studier fra USA. Patienter, der anså sig selv som troende eller spirituelle, angav mere positiv religiøs coping end ikke-troende patienter, men ingen forskelle blev fundet i forekomsten af negativ religiøs coping mellem troende, spirituelle og ikke-troende patienter. Positiv religiøs coping var ikke signifikant forbundet med livskvalitet, mens negativ religiøs coping viste sig at være signifikant forbundet med lavere livskvalitet blandt lungepatienter. Derudover viste resultaterne at en mindre andel af lungepatienterne angav at have haft flere religiøse, spirituelle, og eksistentielle overvejelser som følge af deres sygdom, og mens en minoritet angav at have et behov for at tale med sundhedspersonalet om eksistentielle og spirituelle overvejelser, ønskede ingen at tale med sundhedspersonalet om deres religiøse overvejelser.

Undersøgelse 2 viste, at lungepatienter angav signifikant mere positiv religiøs coping, særligt
positiv religiøs mening og behov for tilgivelse, i sammenligning med en gruppe af raske danskere, hvoraf nogle angav negative livsbegivenheder. Positiv religiøs coping var ikke signifikant associeret med livskvalitet eller eksistentielt velbefindende i nogen af de deltagende grupper. Derimod viste negativ religiøs coping sig at være signifikant forbundet med lavere livskvalitet udelukkende blandt lungepatienter. Ydermere blev det fundet at raske kontrolpersoner, der ikke angav negative livsbegivenheder og som rapporterede at modtage støtte fra deres trosfæller, havde en højere livskvalitet og eksistentielt velvære.

I undersøgelse 3 blev det udforsket, hvorvidt forskellige psykosociale faktorer var forbundet med det at opleve religiøse anfægtelser (negativ religiøs coping) blandt midaldrende og ældre danskere, hvoraf nogle angav negative livsbegivenheder. I de indledende analyser blev det foreslået, at indflydelsen af en negativ livsbegivenhed på livskvalitet, lavere indkomst, højere niveauer af personlighedstrækket neuroticisme, usikker tilknytning, højere frekvens af kirkegang, samt at angive støtte fra ens trosfæller var forbundet med det at opleve religiøse anfægtelser. Dog viste den endelige regressionsanalyse indeholdende de signifikante variable fra de indledende analyser, at neuroticisme og det at modtage støtte fra ens trosfæller var de eneste signifikante variable forbundet med det at opleve religiøse anfægtelser.

Undersøgelse 4 havde til formål at efterprøve, hvorvidt et spørgeskema om religiøs coping udviklet i USA (Brief RCOPE) og et nyligt udviklet spørgeskema om spirituel coping var anvendelige og valide blandt en gruppe af raske midaldrende og ældre danskere samt danske lungekræftpatienter. I en eksplorativ tematisk analyse fremkom tre temaer med relation til validitet: 1) Betydningen af individets tilgængelige sprog og "religiøse kapital" og 2) betydningen af den konkrete kontekst som individet er situeret i, når vedkommende bliver adspurgt om religiøs coping. Derudover blev temaet om 3) hvorvidt religion og spiritualitet skal anskues som et universelt eller et kontekst-specifikt fænomen, der er målbart og sammenligneligt på tværs af kulturer, fundet at være afgørende i forhold til validitet, og blev diskuteret i relation til de anvendte metoder indenfor religionspsykologien.

På baggrund af de fire undersøgelser, kan det konkluderes, at religiøs coping som målt ved hjælp af Brief RCOPE i nogen grad var forekommende blandt danskere, som var konfronteret med større negative livsbegivenheder, særligt blandt lungepatienter. Dette støtter til dels hypotesen, at livstruende sygdom kan få folk til at vende sig til religion, selv blandt mennesker der generelt opfattes som meget sekulariserede. Dog, som sådan kan religiøs coping operationaliseret ved hjælp af Brief RCOPE ikke siges at have været et centralt fænomen blandt de deltagende personer, fordi dette spørgeskema forudsætter en teistisk forståelse af "det hellige" (opfattelsen af en konkret og handlende Gud). Selvom næsten 65% af lungepatienterne og de raske kontrolpersoner angav at tro på Gud eller en spirituel kraft, viser sociologiske undersøgelser, at karakteren af gudstro har ændret sig fra konkret tro på en personlig og aktiv Gud til mere udefinerbare og upersonlige begreber om et højere væsen. Den kvalitative undersøgelse viste, at religiøs tro og religiøs oplevelse for mange deltagere var privat og ofte med karakter af 'tavs viden', hvilket indikerer at kvantitative måleredskaber kan vise sig at være problematiske at anvende, særligt i sekulære kulturer, fordi deltagerne kan opleve vanskeligheder ved at skulle tilgå deres personlige tro eller overbevisning på et rent kognitivt plan. Ydermere fandt den kvalitative undersøgelse tegn på forekomsten af andre religiøse og spirituelle meningsdannelsesstrategier i håndteringen af negative livsbegivenheder, som ikke blev indfanget af Brief RCOPE. Dette antyder at religiøs og spirituel tro er vigtigt, selv blandt
personer, der ikke anser sig selv for meget religiøse, men at nye måleredskaber og metoder er nødvendige i fremtidige studier. Narrativ metode kan måske i højere grad give den enkelte
mulighed for at komme i kontakt med, hvordan personlig tro er blevet udformet, hvad den rummer, og hvordan den bliver betydningsfuld i tolkningen og meningsdannelsen i forbindelse med negative livsbegivenheder. Imidlertid, som fundet i denne afhandling, så er det at udtrykke religiøs tvivl, tanker om Guds straf og følelsen af åndelig forladthed i forbindelse med lungesygdom forbundet med lavere livskvalitet, hvilket antyder at patienten oplever stor anspændthed og fortvivlelse i forbindelse med lungesygdommen. Sundhedspersonalet bør derfor tage denne potentielle trussel mod helbred og velvære alvorligt og være opmærksom på "religiøs anfægtelse" blandt lungepatienter. Dog er der brug for mere viden om forekomsten af religiøs, men også spirituel anfægtelse og eksistentiel fortvivlelse, blandt forskellige medicinske grupper i sekulære samfund inden forslag til intervention eller forebyggelse kan foreslås. Fremtidige studier kan med fordel rette opmærksomhed mod den potentielle indflydelse af individuelle forskelle i udviklingen af religiøse og spirituelle anfægtelser, og eksistentiel fortvivlelse.

Hele afhandlingen kan rekvireres ved henvendelse til Grete Schärfe, gresch@nordfiber.dk.