Personal Crisis, Religious Coping and Transformations.A Qualitative Study on Pentecostal Danes' Experiences of Religious Beliefs and Practices while facing a Crisis.

Dansk Resume:

Når det religiøse menneske oplever en personlig krise på grund af sygdom eller andre svære omstændigheder, vender det sig ofte mod sin religiøse tro i forsøget på at fortolke og takle sin udfordrende livssituation. Forskning i religiøsitetens ressourcer og vanskeligheder for det religiøse menneske i krise, samt hvordan religiøs tro kan integreres i psykoterapi, er primært blevet foretaget udenfor Skandinavien. Der vides ikke ret meget om den religiøse tros ressourcer og vanskeligheder blandt danskere med vedvarende religiøs tro og trospraksisser, eller hvorledes disse benyttes til religiøs coping og forandring under personlig krise. Denne viden kan dog være yderst relevant i mødet med religiøse klienter i psykoterapi og andre dele af sundhedsvæsnet i Danmark.

Denne afhandling undersøgte en gruppe pentekostale danskeres subjektive oplevelser af deres religiøse tro og trospraksisser, mens de gennemgik en personlig krise der påvirkede deres psykiske helbred, samt deltog i en religiøsitetsintegreret gruppe psykoterapi med fokus på krise. Undersøgelsen benyttede individuelle semi-strukturerede interviews med 18 pentekostale danskere i personlig krise som deltog i to religiøsitetsintegrerede gruppeterapier. Studiet foregik på Kolding Internationale Højskole, som er en del af Apostolsk kirke i Danmark der hører under den pentekostale bevægelse. Den kvalitative metode: Interpretative phenomenological analysis (fortolkende fænomenologisk analyse) blev benyttet til generering og analyse af data materialet.

Denne afhandling udgjorde fire delstudier der forsøgte at opfylde følgende forskningsmål:

Delstudie 1 (artikel 1): At systematisk evaluere forskningslitteraturen om spiritualitets- og religiøsitetsintegreret gruppeterapi for at besvare de tre spørgsmål: 1) Hvordan er spiritualitet og religiøsitet defineret i studierne? 2) Hvordan er spirituelle og religiøse faktorer karakteriseret og integreret i gruppeterapierne? 3) Hvordan er udbyttet af gruppeterapierne målt, og hvad er resultatet?

Delstudie 2 (artikel 2): At undersøge pentekostale danskeres oplevelser af religiøs coping under personlig krise.

Delstudie 3 (artikel 3): At undersøge forandringer i religiøsitet, oplevet af pentekostale danskere, som en følge af personlig krise og religiøsitetsintegreret gruppeterapi.

Delstudie 4: At beskrive det faktiske indhold, praksis, og udbytte af to religiøsitetsintegrerede gruppeterapiers sessioner.

De følgende fund blev genereret:

Delstudie 1: Alle de evaluerede studier i det systematiske review benyttede svage undersøgelsesdesigns, og adskillige af dem brugte tautologiske måleinstrumenter, og derfor formåede de ikke at tilvejebringe beviser på effekten af at integrere spiritualitet og religiøsitet i gruppeterapi. De fleste af studierne benyttede uklare definitioner af spiritualitet og religiøsitet. Jeg anbefalede, at klare og afgrænsede definitioner af spirituelle og religiøse faktorer bør være grundlaget for spiritualitets - og religiøsitetsintegreret gruppeterapi. Endvidere teoretiserede jeg, at det kan øge klienters motivation for spiritualitets - og religiøsitetsintegreret gruppeterapi, at målrette denne mod klienter med specifik interesse i spiritualitet og religiøsitet. 

Delstudie 2: Deltagernes oplevelser af religiøs coping var karakteriseret ved, at være både positive og negative, ved formålene med religion fremsat af Pargament, Feuille og Burdzy samt ved begrænset religiøs artikulation. Den var åbenlyst influeret af 'religiøs individualisme' der forekom indenfor den institutionaliseret religiøsitet. 'Religiøs individualisme' var karakteriseret ved, at deltagernes forventning til også at få individuelle, konkrete og sekulære behov mødt gennem deres religiøse tro var en væsentlig og integreret del af deres religiøse tro og praksisser. Deltagernes religiøse coping stilarter var meget influeret af deres pentekostale tilhørsforhold, og af nogle af de karakteristika for religiøs coping set hos den danske religiøse majoritet. På trods af dette, kan denne minoritetsgruppes religiøsitet ikke vurderes som værende velintegreret ud fra Pargaments perspektiv. 

Delstudie 3: Alle deltagerne oplevede en delvis religiøs forandring som en følge af den personlige krise eller den religiøsitetsintegrerede gruppeterapi. Deltagernes religiøse forandringer før deltagelse i gruppeterapi skete i et forandrende øjeblik som følge af en følelsesmæssig religiøs oplevelse, hvorimod de religiøse forandringer der fulgte efter gruppeterapien var karakteriseret ved nye kognitive meningskonstruktioner. De religiøse forandringer faciliteret af den personlige krise kunne vurderes som mindre mentalt sunde ud fra en udviklingsperspektiv end dem faciliteret af gruppeterapien, mens fra et meningssystems perspektiv kunne alle religiøse forandringer vurderes som velfungerende til at konstruere ny religiøs mening for deltagerne. At adressere og udfolde korsteologi samt vrede i relation til Gud i gruppeterapi for pentekostale danskere så ud til facilitere mere ny religiøs mening og integreret religiøsitet. På baggrund af dette studie blev følgende hypotese genereret: At specifikt adressere religiøs forandring i psykoterapi kan øge mental sundhed set både fra et religiøst udviklingsperspektiv og et meningssystem perspektiv.    
   

Delstudie 4: Beskrivelserne af gruppeterapiernes indhold og praksis illustrerede, at religiøs forandring var faciliteret af psykologen. Han kombinerede den kristne tro med psykologi for at psykoedukere deltagerne, særligt i forhold til korsteologi og vrede i relation til den kristne tro. Når den teologisk informerede psykoedukation og andre religiøse elementer blev kombineret med de psykoterapeutiske aktiviteter samt gruppedynamikken, opstod der nye religiøse oplevelser og religiøsitet blev integreret i gruppeterapien. Otte deltagere fremhævede, hvordan gruppeterapien havde forandret deres syn på vrede, og syv andre deltagere forklarede, at det vigtigste aspekt ved gruppeterapien havde været at opnå en ny forståelse af lidelse. Gennem gruppeterapien havde deltagerne opnået en mere velintegreret og fleksibel religiøsitet. Baseret på et mental sundhedsbegreb om fordomsfrihed og fleksibilitet samt personlig kompetence og kontrol havde disse femten deltagere opnået bedre mental sundhed gennem gruppeterapien. Tre deltagere forklarede, at de ikke have oplevet et personligt udbytte af gruppeterapien, men fra et mental sundhedsperspektiv var de blevet mere fordomsfrie og fleksible i forhold til andre mennesker, selvom de ikke havde opnået personlig kompetence og kontrol i forhold til deres personlige krise efter gruppeterapien.

Baseret på et yderligere niveau af psykologisk fortolkning af fundene fra studierne i denne afhandling blev en overordnet hypotese genereret: Klienter fra religiøse og kulturelle kontekster der er individualiserede og af-traditioneliserede har færre, mere private, mindre artikulerede og mere individualiserede religiøse metoder, og derfor er deres religiøse fundament mindre ressourcestærk end hos klienter fra mere religiøse samfund. Dette bør religiøsitetsintegreret terapi med denne gruppe klienter tage højde for, ved målrettet at facilitere både flere og 'bedre tilpassede' religiøse metoder til klienternes religiøse mål og aktuelle livssituation. Dette kan forventes at øge religiøs fleksibilitet og integration, hvilket leder til højere grad af mental sundhed defineret som fordomsfrihed og fleksibilitet samt personlig kompetence og kontrol.