• Fortællinger
• Debat
• Aktuelt
• Projekter
  • Bachelor
  • Ph.d. & post doc.
  • Andre projekter
• Links
• Litteratur
  • Bøger
  • Artikler

Åndelig omsorg: Hvordan?

---

---

Åndelig omsorg er:
·  det at være opmærksom på brugerens eksistentielle spørgsmål og ressourcer,
·  at lytte til den mening, disse har i brugerens livshistorie
·  at hjælpe brugeren i hans/hendes arbejde med eksistentielle spørgsmål med udgangspunkt i hans/hendes eget livssyn[3].
[3] Hans Stifoss-Hansen & Kjell Kallenberg: Livssyn, sundhed og sygdom. Hans Reitzels Forlag 1998.

Åndelig omsorg er i tanke, ord og handling at udvise dyb respekt for det hele menneske set som et unikt individ, hvor plejepersonen og patienten indgår i en ligeværdig relation.[1]
 
Det må siges at være en vidtfavnende definition af åndelig omsorg, idet det både involverer plejepersonalets tanker, ord og handlinger. Måden at udøve omsorgen på i praksis er tilsvarende vidtfavnende. Den involverer bl.a.:
·  Plejepersonalets signaler
·  Samtale
·  Kropspleje og sanseindtryk
·  Måden, vi gør tingene på
·  Bøn og læsning af tekster
·  Tværfagligt samarbejde
·  Dokumentation.
 
Plejepersonalets signaler
Et åndeligt behov er noget privat, som de fleste kun betror til et menneske, de nærer stor tillid til. Det gælder derfor om at skabe et rum, hvor borgeren føler sig fri til at dele det, der ligger ham på hjerte. Her er plejepersonalets signaler afgørende. Skaber vi med vores holdning plads til borgerens livshistorie, livssyn, tvivl og spørgsmål? Eller signalerer vi, at dette ikke er relevant eller velkomment? Personalets signaler er blevet sammenlignet med et trafiklys[2]
 
"Rødt lys: Stop! Det bremsende signal
Sygeplejersken sender dette signal, 
·  når hun ikke reagerer på de følere, patienten måtte sende ud for at sondere, om der vil være forståelse for et åndeligt behov og
·  når hun reagerer affejende, overbærende, bedrevidende eller bagatelliserende på sådanne følere.
·  når hun virker travl.
 
Gult lys: Vent! Det afventende signal
Sygeplejersken sender dette signal,
·  når hun lytter og stiller uddybende spørgsmål til noget, patienten har sagt men aldrig bringer åndelige emner på bane, uden at patienten har lagt op til det
·  når ord, der vedgår tro, eksistens, religion, spiritualitet, kirke, præst mv. undgås i hendes spørgsmål og sprog,
·  når hun ikke informerer om besøg af præst og andre åndelige tilbud, med mindre hun bliver spurgt om det,
·  når hun ikke tilkendegiver eget standpunkt, forsøger at være neutral.
 
Grønt lys: Kom! Det inviterende signal
Sygeplejersken sender dette signal, 
·  når hun lytter og stiller uddybende spørgsmål til noget, patienten har sagt og uopfordret informerer om besøg af præst, deltagelse i gudstjeneste og andre religiøse tilbud
·  når hun uopfordret spørger ind til patientens åndelige velbefindende og eventuelle ønsker af åndelig karakter
·  når hun tilkendegiver egne forudsætninger og muligheder for at være behjælpelig på det åndelige område
·  når ord, der vedgår tro, eksistens, religion, spiritualitet, kirke, præst mv. naturligt indgår i hendes spørgsmål og sprog,
·  når hun giver valgmuligheder og valgfrihed til at sige fra og til."
 
Overskrider vi ikke patientens privatzone, når vi uopfordret informerer om præstebesøg og uopfordret spørger ind til patientens åndelige forhold? Ikke nødvendigvis. Det viser sig nemlig, at dette ofte er et misforstået hensyn. Forskning peger på, at de fleste patienter gerne vil, at personalet spørger ind til deres eksistentielle og religiøse overvejelser[3]. Derfor er det vigtigt, at vi signalerer grønt lys.
 
Samtale
Hvis du føler, at du ikke er særligt velbevandret i det åndelige terræn, viger du måske (ubevidst?) tilbage fra at give dig i kast med en dybere samtale med borgeren. Men du behøver ikke at have særlige forudsætninger for en sådan samtale. Det handler i høj grad om god kommunikation, som du også bruger på andre felter i plejen. Her er nogle tips:

Sæt dig ned
Signaler, at du har tid (hvis du har det). Fortæl evt. hvor lang tid, du har eller hvornår du evt. kan komme tilbage.
Vær dig selv
Vær ikke tilbageholdende med at tilkendegive, hvor du selv står og hvad det, borgeren fortæller dig, gør ved dig.
Vedkend dig dine grænser
Tilkendegiv, hvad du kan/vil tilbyde, hvad du ikke kan/vil tilbyde, og hvad du er villig til at hente hjælp til.
Brug dine sanser
Fortæl, hvad du ser, hører, fornemmer, undrer dig over. Tjek dine opfattelser med borgeren.
Lyt - og vær ikke bange for pauserne
De dybeste tanker kommer ofte efter en pause.
Vær ikke tilbageholdende med at stille spørgsmål
Vær snarere tilbageholdende med at give svar.
Giv valgmuligheder
Giv borgeren tid til at overveje mulighederne, og for at ændre beslutningen senere.
Vis respekt
Spørg om lov til at stille personlige spørgsmål og til at dele dine iagttagelser med borgeren. Påskøn hans tillid. Den er en gave til dig.
Sørg for, at det er borgeren - og ikke dig - der styrer, hvor langt, I skal gå, og i hvilket tempo.

Kropspleje og sanseindtryk
Åndelig omsorg er ikke kun samtale. Ifølge vores definition indebærer åndelig omsorg også handling.

- God, fysisk pleje kan højne en patients selvagtelse.
- Orden på patientens stue kan fremme en beboers ro.
- Stimulering af sanserne, f.eks. gennem musik, tændte stearinlys, en tur i det fri eller andre aktiviteter kan medvirke til borgerens oplevelse af at være et helt menneske.
- Oplæsning, fællessang eller at lytte til kendte sange eller salmer på stuen kan bringe trøst eller åndeligt velvære til nogle patienter.
 
Måden, vi gør tingene på
En interviewundersøgelse, som Rita Nielsen foretog blandt hospicepatienter, viste, at det ikke kun er hvad vi gør, der har betydning. Det har måden, vi gør det på også! En af de interviewede udtrykte det på den måde:

"Jeg synes, at det, der har allermest betydning, det er måden, personalet gør tingene på. Det er måden at give et bad på. Det er måden at servere et måltid på. Det er måden at håndtere det, at man sidder på et toilet og har svært ved at man ikke længere har et privatliv og man bare har så ondt. Måden at gøre det på. med respekt, så man ikke føler, at det er pinligt som patient. Det bliver gjort med en form for kærlighed og med værdighed og med respekt for en som menneske. Det er det allervigtigste, synes jeg."[4].

Bøn og læsning af tekster
At miste sine færdigheder eller at have døden tæt inde på livet kan bringe kaos i tanker og følelser. I den situation oplever nogle ro ved at henvende sig til én, der er større end én selv. Dette kan være tilfældet for både religiøse og ikke-religiøse borgere. Hvis du fornemmer, at det kan være til hjælp for borgeren at bede en bøn eller læse en tekst til trøst eller opmuntring, så spørg ind til hans ønsker. Hvis du oplever, at du ikke kan opfylde hans ønsker, så tilbyd at kontakte en, der kan, f.eks. en kollega eller præst. Har du mod på at bevæge dig ind på området, selv om dette er uvant for dig, så fortæl bare, at dette er nyt for dig, men at du vil gøre det så godt, du formår. Du kan benytte dig af nedenstående tips. (Læs evt. også artiklen: Bøn med patienter.)
 
Faste bønner
En såkaldt fast bøn er læsning af en bøn, som andre har formuleret. Hvis det at bede sammen med et andet menneske er fremmed for dig, vil du måske føle dig bedst tilpas ved denne form for bøn. Fadervor er en sådan bøn. Den står bagest i Salmebogen. Desuden findes der i Salmebogen (side 882-948) bønner i forskellige livssituationer f.eks. "Bange for smerten og døden", "Søvnløs", "Gammel og ensom", "Ved et dødsleje" og "Før operationen".
 
Frie bønner
En fri bøn er en bøn, du selv formulerer ud fra det, borgeren giver udtryk for, fylder ham lige nu.
         ·  Brug borgerens ord
         ·  Vær naturlig
         ·  Gør det kort
         ·  Giv plads til, at borgeren kan supplere med egne tanker.
 
Læsning af tekster
Hvis borgeren ønsker et ord fra Bibelen, hvor skal jeg så slå op?
Også her kan Salmebogen være en hjælp. På side 951-962 findes et afsnit, der hedder: "Bibelord til opmuntring og trøst". Det kan også være, borgeren selv kan vise dig passager i Bibelen eller andre skrifter, som han gerne vil have læst op.
 
Tværfagligt samarbejde
Vore ressourcer er begrænsede. Og vi er begrænsede. Især når det gælder åndelig omsorg kommer vi let til kort. I løbet af en samtale om eksistentielle emner kan det vise sig, at borgeren kunne have gavn af kontakt til andre faggrupper, f.eks.:
·  psykolog
·  socialrådgiver
·  præst eller - når det gælder borgere med en anden religion end den kristne - en imam eller en anden åndelig leder. Det kan enten dreje sig om borgerens egen præst/åndelige leder eller den præst, der måtte være tilknyttet det pågældende sygehus, plejehjem eller hospice.
 
Samarbejdet med f.eks. præsten kan have flere former:
 
Henvisning
Du kontakter efter aftale med borgeren præsten, sætter ham ind i borgerens problem/ønske og overlader det videre forløb til ham.
 
Vejledning
Du taler med præsten om, hvad du finder vanskeligt angående borgerens behov og modtager råd og vejledning til selv at gå videre i forløbet.
 
Sparring
Du bruger præsten som sparringspartner i din personlige afklaring af åndelige spørgsmål, så du dermed er bedre rustet til at møde borgeren dér, hvor denne er.
 
 
Dokumentation
Det kan have kostet borgeren stor overvindelse at betro sine eksistentielle overvejelser til et andet menneske. Derfor gælder det om på den ene side at spare ham for at skulle gøre det til flere, og på den anden side at respektere hans privatliv. Alle detaljer omkring åndelig omsorg behøver ikke blive nævnt i sygeplejejournalen. Men husk at dokumentere det, der gør det lettere for andre at følge op på borgerens behov og ønsker, f.eks.:
 
·  Borgeren falder til ro, når hun hører stille musik
·  Vi har i aften haft en samtale om borgerens natlige dødsangst. Vi blev enige om at skrive det her i rapporten, så nattevagten kan kigge ind en ekstra gang i nat.
 
Konklusion
At yde åndelig omsorg stiller krav til vore tanker, ord og handlinger. Det handler ikke kun om at gøre men også om at være. Og det handler om måden vi gør tingene på. Hvordan ruster vi os til opgaven? Det kan du læse om i artiklen: Åndelig omsorg: Hvordan udvikler vi kompetencerne?

Passager i denne artikel er sammenfaldende med teksten i Kliniske retningslinjer for åndelig omsorg fra KamillianerGaardens Hospice, Aalborg. Sammenfaldet skyldes, at forfatteren har siddet i arbejdsgruppen, der udarbejdede de kliniske retningslinjer.

--------------------------------------------------

[1] Definitionen er inspireret af Kari Martinsens menneskesyn. Dam E. et al Sygeplejersken 5/2006 side 55.

[2] Schärfe G, Rosenkvist S. Bliv parat til åndelig omsorg. Sygeplejersken 2008. 108. årg. (5) 44. Bearbejdet efter Schärfe G. Åndelig omsorg - sygeplejerskens rolle? En litteraturanalyse. Dansk Sygeplejeråd; 1988.

[3] Henriksen L. Også i skyttegravene findes der ateister. Kristeligt Dagblad 2011 10. februar. 2. Interview med Nadja Ausker og Grasaas KK. De kunne ihvertfall spørre. Vård i Norden 1997 4:32-35.

[4] Nielsen R. Her kan man få lov at være sig selv. En kvalitativ undersøgelse af den åndelige dimension hos døende mennesker. 2005. Sankt Lukas Stiftelsen, Hellerup. Unitas Forlag.