Kalle er født og opvokset i Skåne. Han havde en dansk far og en svensk mor. Som vi først sent erfarer, blev Kalle misbrugt af sin stedfar under opvæksten. Kalle fik aldrig rigtig styr på sit liv: Han kom tidligt ud i misbrug, fik to børn med en svensk kvinde, prøvede at blive clean flere gange, men røg altid i igen, bliver skilt og ryger i spjældet for småkriminalitet.

Da Kalle bliver løsladt, flyttes han til Danmark. Han kommer ind i en stabil fase: Bor i bofællesskab i Hillerød, har et rengøringsarbejde og klarer sig på Metadon, øller og en pibe hash.

Kommunen skal spare, bofællesskabet opløses og Kalle flyttes til klubværelse i København. Det er starten på endnu en nedtur. Kalle får i Frederik en god støtte-kontaktperson fra kommunen. I 2011 får han konstateret lungekræft.

I august 2012 indlægges Kalle for første gang på hospice. Han trives ved at være her - der er god mad og masser af omsorg på hans præmisser. Kalle er ikke interesseret i at møde præsten - han tror på sig selv! Hans plagsomme symptomer er snart lindret og den største udfordring er hans sociale situation. Udskrivelsen planlægges med inddragelse af det Udgående Hospiceteam, hjemmeplejen samt Frederik. Han får 14 dage derhjemme - det går ikke så godt: Kalle får ikke nok at spise, bliver afkræftet og truet af sin skizofrene nabo, er bange og utryg.

Den 6. september bliver Kalle indlagt på hospice for anden gang. Han er glad for at være tilbage, men er afkræftet og har tiltagende smerter, der er svære at lindre. Kalle giver udtryk for dødsangst. På opfordring af sygeplejersken fra det Udgående Team, Frederik og lægen indvilliger Kalle nu i at møde hospicepræsten. Han fortæller hende om sit håb og sin tro på at hans mor kommer og henter ham til himlen, når han dør. Kalle finder trøst i at få læst op af Bibelen, at bede Fadervor og få lyst velsignelsen.

Der bliver talt med Kalle om, hvad der skal ske, når han er død - han skal kremeres og overføres til Sverige, hvor han skal bisættes ved siden af sin mor. Kalle når at få besøg af sin datter, søn, søster og eks-hustru. Han er især glad for at være sammen med datter og søn, der når at besøge Kalle nogle gange og også at overnatte på hospice.

En dag, hvor præsten har fri, tilbyder jeg Kalle at synge og læse for ham. Det vil Kalle gerne. Jeg fortæller ham historien om Dan Turéll og "Lysets engel går med glans" og synger salmen for ham. Han synes den er "vakker" og mumler med på Fadervor. Instinktivt giver jeg Kalle den bronze- engel, som har fulgt mig i 10 år. Han tager imod den, holder den og siger: "Er den til mig?!" og giver mig et knus.

Fra da af er englen at finde i Kalles seng blandt mobiltelefon og hashpibe, på natbordet eller i Kalles hånd. Han har fortsat glæde af at få læst højt fra Bibelen, få bedt en bøn fra salmebogen og sunget en salme, hvilket vi er flere sygeplejersker, der gør for ham - der falder mere ro på Kalle. Han bliver svagere, svær at forstå og er ind imellem konfus.