Morten var en mand i trediverne. Han blev indlagt på hospice med en fremskreden testescancer.
Morten var gift med Elisabeth. Efter mange års forgæves forsøg på at få børn, var det endelig lykkedes dem at blive forældre til Søren, som på indlæggelsestidspunktet var to år. Han var forældrenes et og alt og medindlagt sammen med Elisabeth.
Morten og Elisabeth havde et positivt livssyn. Morten var fast besluttet på at få det bedre, komme hjem og håbede på at få en god tid hjemme sammen med familien, inden han skulle dø.
Hver gang døden kom på tale, sagde Morten: "Jeg har ikke lyst til at tale om døden. Jeg vil fokusere på livet." Morten talte aldrig om tro eller viste nogen interesse for religiøse emner.
Som aftenvagt passede jeg Morten hver anden uge, og vi fik en god kontakt. Jeg respekterede hans ønske om ikke at tale om døden. Vi talte om hans interesser, hans job og hans familie. Han havde et stort behov for at være så selvhjulpen som muligt.
Mortens smerter tiltog. Han fik øget sin medicindosis, han sov mere og blev tiltagende træt og svag.  En aften kom Elisabeth og sagde, at Morten gerne ville snakke. Da jeg kom hen til hans seng, græd han: "Jeg vil ikke dø! Jeg har så meget at leve for. Jeg vil leve for min kone og mit barn!"

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg var der bare uden at sige noget, tog hans hånd og udtrykte bagefter min påskønnelse af hans åbenhed og evne til at sætte ord på sin smerte. Morten trykkede mig i hånden og sagde: "Tak fordi du ville lytte." "Der er desværre ikke andet, jeg kan gøre for dig" svarede jeg.

Lidt senere, da jeg var kommet ud på gangen, tænkte jeg: "Det var ikke helt sandt. Jeg kunne også have tilbudt at bede for ham". Men jeg fejede straks tanken af bordet. Morten havde tidligere sagt, at han ikke ønskede at snakke om døden, og han havde aldrig givet udtryk for interesse i åndelige sager. Han vil nok opleve det for anmassende, hvis jeg tilbyder det. Jeg var også bange for at ødelægge den gode relation, jeg havde til ham.

På den anden side kunne jeg ikke vide, om det var noget, han ønskede, før jeg havde spurgt ham, og mine tvivl skulle ikke være en hindring for at Morten fik tilbuddet. Så jeg besluttede mig for at spørge ham, og forberedte mig på en afvisning.
Da jeg senere havde et ærinde på stuen, sagde jeg: "Jeg sagde før, at jeg ikke kunne gøre andet for dig end at lytte. Men der er faktisk én ting mere, jeg kunne gøre, hvis du bryder dig om det: bede en bøn for dig. Bøn kan være noget meget personligt, så jeg ved ikke, om det vil være for grænseoverskridende for dig. I så fald, må du bare sige fra."

Til min overraskelse svarede Morten: "Vil du virkelig bede for mig! Det må du meget gerne!"
Jeg spurgte Morten, om han også ønskede at bede, hvortil han svarede, at han aldrig havde bedt højt før, så han ville helst, hvis jeg bare bad.

Morten græd, og da jeg var færdig, begyndte han - selv om han havde sagt, at han ikke ønskede at bede - at råbe sin fortvivlelse ud til Gud.
Elisabeth, som var sammen med os under bønnen, kom næste aften og skulle spørge fra Morten, om jeg ville bede sammen med dem igen, "for det har virkelig forløst noget i ham", sagde hun. Vi bad sammen hver af de følgende aftener. Jeg nævnte Mortens fortvivlelse i sygeplejejournalen, og at bøn havde lettet ham.

Jeg gik fra til friuge, og da jeg kom tilbage ugen efter, var Morten død.