Robert var en mand i tresserne. Han havde undervist på universitetet indtil kort før indlæggelsen på hospice. Han havde et godt forhold til sine to børn, fem børnebørn og sin ekskone, som alle besøgte ham jævnligt.
Robert brød sig ikke om at blive ynket, lavede ofte grin med sine egne begrænsninger og talte åbent om at skulle dø. Han spiste en del naturmedicin og fik regelmæssigt besøg af en akupunktør.
Som aftenvagt passede jeg Robert gennem længere tid. En aften, efter at akupunktøren havde været der, sagde Robert: "Somme tider føler jeg det som om, jeg ikke er alene herinde. Det er som om, der er en person mere herinde. Er det normalt?".

Jeg forhørte mig, om det var ubehageligt for ham, hvilket han benægtede, og vi talte om, at det ikke var ualmindeligt, at mennesker i hans situation kunne få hallucinationer. Jeg spekulerede på, om der også kunne være noget åndeligt på spil, og om det i så fald kunne hjælpe Robert at bede Gud være hos ham, så jeg spurgte: "Tror du på noget overnaturligt?"

Robert vendte grædende hovedet bort og fremstammede: "Jeg har mistet min barnetro efter det her". Jeg ventede lidt i tavshed, mens Robert samlede sig. Så sagde jeg: "Grunden til, at jeg spurgte om du tror på noget overnaturligt, var at det måske kunne hjælpe dig at..." Robert afbrød: "...at tale med præsten?"
"Ja, det var måske en ide. Jeg tænkte også på, om du selv nogensinde beder til Gud?".  Nu græd Robert igen: "Ja, det ligger jeg og gør hele tiden!"

Så var det som om, sluserne åbnede sig, og det vældede ud med problemer og frustrationer, Robert oplevede: Testamentet, som ikke var blevet lavet færdigt. Advokaten, der ikke responderede på henvendelser, børnene, der agerede som om der var god tid til at få det hele ordnet. "Det hele står i mit navn, og lige pludselig, så er jeg her ikke mere, og så står de med alle problemerne!"

Jeg lyttede og tilbød at få vores socialrådgiver på banen, hvilket Robert sagde ja til. "Hvad så med præsten, vil du også snakke med ham?" spurgte jeg. "Det kommer an på, om han er sådan én, der hælder vand ud af ørerne!" svarede Robert. Det kunne jeg benægte, og Robert indvilligede i, at jeg bad præsten kigge forbi.

Det var blevet sent. Robert var klar til at sove, men jeg tænkte, at det kunne være svært at falde i søvn efter denne følelsesmæssigt bevægende samtale.

Jeg spurgte: "Bryder du dig om, at jeg beder en bøn for dig, inden du skal sove, eller hvordan har du det med det?" Robert svarede, at det ville han gerne, lukkede øjnene og foldede hænderne. Jeg bad en kort bøn.

Robert åbnede ikke øjnene, da jeg var færdig. Jeg var lidt i tvivl, om han var faldet i søvn. Jeg hviskede: "Godnat, Robert" og listede ud.

Jeg havde fri nogle dage herefter. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvorfor Robert ikke havde lukket øjnene op efter bønnen. Var det fordi han var faldet i søvn, eller ville han blot ikke bryde freden ved at begynde at snakke bagefter? Eller havde han følt sig gået for nær og ønskede ikke at snakke om det igen? Det spurgte jeg ham om, da jeg kom tilbage efter fridagene. Robert svarede, at han ikke havde følt, jeg var gået for tæt på. Det var helt ok med bønnen.

I mellemtiden havde Robert haft besøg af præsten. De havde sammen lavet en liste over Roberts ønsker i forbindelse med hans død. Det var ikke lykkedes at få fat på socialrådgiveren pga. sygdom, men advokaten havde været der, og spørgsmålene omkring testamentet var blevet afklaret. Desuden havde lægen haft en samtale med Robert og børnene, så alle nu var orienterede om Roberts tilstand og fremtidsudsigter.

Robert døde ca. 10 dage senere.