Svend er 67 år og gift med Anna. Han har haft mange forskellige jobs i flere forskellige virksomheder og været vant til at have mange bolde i luften. I fritiden har Svend og Anna haft et udadvendt liv. De har begge holdt af at have mennesker omkring sig.
 
Svend er generet af dyspnø og smerter i ryggen. Han ønsker ikke at få for meget smertestillende medicin, da det er hans store ønske at få lov at beholde sit kørekort. Efter eget udsagn bliver han "skør i bolden" ved høje doser, hvilket konen kan bekræfte.
Svend har fortalt, at det piner ham meget, når han ser Anna være i gang med alle de praktiske ting i hjemmet. Han vil så gerne kunne hjælpe hende. Det er i det hele taget vanskeligt for ham at skulle erkende, at der er ting han ikke længere kan.

Som sygeplejestuderende ønsker jeg at optræde på en anerkendende måde over for Svend. Derfor forsøger jeg at forstå det, Svend forstår. Jeg tror på, at hvis han oplever at blive set som det unikke menneske, han er, vil han også få større tillid til, at de ideer jeg måtte komme med, vil være til gavn for ham.
 
Svend får flere gange dagligt Ventoline i en forstøver. Han har aldrig haft den store tiltro til dette apparat og er af den opfattelse, at det ingen gavn gør. Undervejs i vores samtale kommer det frem, at Svend kun har anvendt apparatet, når han har været meget dyspnøisk. Dertil siger jeg, at det måske er forklaringen på, at det opleves som virkningsløst. Jeg fortæller ham, at medicinen har en udvidende virkning på luftvejene, og at det har vist sig, at hvis man tager medicinen regelmæssigt, dvs. også på de gode dage, vil man ikke få det så skidt, når man på dårlige dage får vejrtrækningsbesvær. Denne melding tygger Svend lidt på, hvorefter han siger: "Det skal nu prøves."
 
Lidt efter siger jeg: "Ved du hvad, jeg må desværre indrømme, at jeg ikke ved, hvordan en sådan tingest virker, kunne du ikke vise mig det." Jeg kan se, hvordan Svend lyser op og straks begynder at gøre maskineriet klar. Han fortæller mig omhyggeligt, hvordan jeg skal skille ampullerne ad, således at jeg undgår, at de ampuller jeg ikke skal bruge ved en fejl også bliver åbnet. Der er også en lille dims, jeg bør være varsom med ikke bliver væk, da den sidder løs. Inden jeg får set mig om, har Svend gang i maskineriet. Jeg bliver og ser på, indtil han har indtaget al medicinen. Efterfølgende bliver vi enige om, at når han senere på dagen atter skal indtage Ventolinen er det mig, der skal gøre tingene klar. Svends opgave bliver så at holde øje med, at jeg gør tingene rigtigt. Jeg giver udtryk for, at jeg kan fornemme, at han i sit liv sikkert har lært mange mennesker op. Han nikker og jeg kan se, at han ikke er utilfreds med den nuværende rollefordeling.
 
Jeg har efterfølgende tænkt over, at denne episode kan have været medvirkende årsag til at relationen føltes ligeværdig set i forhold til vores værdi som menneske. Når det gjaldt faglig viden var der nogle ting, jeg havde bedre styr på end Svend. Men da det gjaldt det tekniske udstyr og de erfaringer Svend havde gjort, var det ham, der blev lyttet til, og mig der tog mod hans visdom. Jeg oplevede, at han fik følelsen af, stadig at have værdi for andre.