Jeg har en anden opfattelse. Jeg var for nylig indlagt, og jeg var bare så bange for at det var noget alvorligt. Jeg lå vågen det meste af en nat og spekulerede over fremtiden. Var helt ude i tovene. Jeg kunne godt have brugt at et personalemedlem var kommet ind og havde lyttet til mig, og selv om jeg kun er almindelig folkekirkekristen, tror jeg, det ville have gjort mig godt, hvis vedkommende havde tilbudt at bede en bøn for mig i den situation.
Det er jeg helt enig i. Jeg ville ikke selv bryde mig om, hvis jeg som patient nødvendigvis skulle forholde mig til tro, Gud og kirke.
ikke tvang, men tilbudAf marit Wengel, den 22. marts 2012
Jeg synes det er vigtigt at skelne mellem tvang og tilbud. Efter min mening bør vi som plejepersonale i det mindste tilbyde patienten at samtale om det i livet lige nu, som er svært. Det betyder ikke nødvendigvis, at det skal handle om noget religiøst. Åndeligt er meget bredere end det og kan være om mange andre af livets svære spørgsmål.
Jeg mener at vi som omsorgsarbejdere må arbejde udfra et holistisk menneskesyn; altså et menneskesyn som bygger på at vi er hele mennesker som har fysiske, psykiske, sociale og åndelige behov.
Det behøver ikke betyde at vi skal sætte os og bede bøn med patienterne. Det kan også være mere eksistentielle spørgsmål og behov patienten har. Måske patienten tænker på; Er det mon min egen skyld jeg er blevet syg. Hvis man ikke selv tænker at det er fordi patienten har en skyld og bliver straffet, kan man jo sige:
Kunne du tænke dig at vide hvad jeg tænker?? Udfra hvad jeg selv tror på..... bla bla.
En anden mulighed er at man indrømmer overfor patienten at det her ved jeg ikke ret meget om, men jeg kender en du kan tale med, hvis du har lyst til det. Det kan jo så være en kollega eller en præst. Man kan sagtens tale med en præst, selvom man ikke tror på Gud.
På den måde er patientens åndelige behov også blevet varetaget og denne er ikke blevet afvist.
Åndelig omsorg er langt mere end talen om Gud, døden osv.