Fornylig deltog jeg i en webinar om værnemidler, hvilket var en god oplevelse, hvor vi fik nye vinkler på brugen af værnemidler. Vi var opdelt i grupper og fik nogle gode samtaler der.
Til daglig arbejder jeg med rehabilitering af borgere med erhvervet hjerneskade, og her er det et stort problem med værnemidler. At bruge mundbind, visir og andere værnemidler, giver ofte mennesker med kognitive problemstillinger mange problemer med at kommunikere. Vi møder ofte misforståelser, opgivenhed og træthed iforbindelse med værnemidler. Mange synes ikke de kan få det til at fungere med værnemidler og vælger derfor træning fra. Værnemidler, holden afstand, sprit m.m, betyder at kunne være tæt sammen ikke eksisterer, hvilket mange har stor behov for. Der gives ofte udtryk for, at borgerne føler det ikke er "rigtige" mennesker de taler med.
Fornylig talte jeg med min mor som bor på plejehjem. Efter 4-5 ugers isolation efter coronasmitte udtalte hus således. "Idag kom der et rigtigt menneske ind til mig og ikke de blå "rumvæsner" jeg har mødt de sidste 4-5 uger. Det var bare så dejligt at kunne tale med et menneske uden alle de værnemidler. Nok havde hun visir på, men jeg kunne da se hele ansigtet.Jeg tror at værnemidler skaber meget større problemstillinger end vi i første omgang tænker. Det at møde sine medmennesker "indpakket" gør noget ved os. Lad os håbe vi snart igen kan mødes som vi er, og kunne tale sammen uden tildækning.
Det trænger vi til!